07/08-23
-
Pressemeddelelse
Moden Aarhus-sangerinde udgiver charmerende og insisterende country-pop
Hvad får en granvoksen kvinde med fast lærerjob og mor til to voksne døtre til at skrive og udgive ny musik? I en musikbranche, som til stadighed fokuserer på ungdom og udseende, er dette et rigtig godt spørgsmål. Ikke desto mindre udgiver den 52-årige århusianske sangerinde og sangskriver A.C. Bergmann fredag d. 25. august sin nye optimistiske single – sangen ’Wendy’s Farewell’.
’Wendy’s Farrewell’ er en optimistisk upbeat hyldest til den livsvilje og det mod, der gør, at man tør vælge og leve livet i al dets fantastiske og frygtelige uforudsigelighed. ”Om det så er en usund kærlighedsrelation, eller angsten for ikke at være god nok, klog, smuk, dygtig eller værdig nok, så kræver det mod og tillid at sige fra og vælge sin egen vej. I historien om Peter Pan er Wendy den pleasende, ansvarlige og moderlige skikkelse, som kun tør eventyret sammen med Peter. Wendy vender eventyret i Neverland ryggen og tager tilbage til det forudsigelige liv og sin ansvarlige rolle. Men hermed vender hun også ryggen til den legende og nysgerrige deI af sig selv og livet”, fortæller A. C. Bergmann.
”I min sang ’Wendy’s Farewell’ vælger Wendy en tredje vej: hun vender både ryggen til det pleasende og forventelige, men også det uansvarlige, flygtige og ufrugtbare. Hun tager ansvar for sit liv, og insisterer på at definere sine værdier, insisterer på legen, det nysgerrige, det dedikerede og modigt kærlige. Også selvom omgivelserne måske ikke altid helt ser og forstår det”, forklarer sangerinden.
”Dette budskab har jeg forsøgt som både lærer, veninde, kæreste – og allermest som mor at lære, vise og leve gennem de sidste mange år. Jeg oplevede selv gennem flere år at måtte tackle store tab og uforudsigelige omvæltninger, før jeg begyndte at insistere på mere balance i livet, og se på mine tab og fejl med nåde. Og mine to unge voksne døtre Caja og Esther har været nogle af de vigtigste støtter og årsag til den udviklingsproces. Derfor var det en kæmpe glæde og oplevelse at invitere dem med på backing vokal på lige præcis denne sang!”
Et andet vigtigt fundament er den konservatorieuddannede sangerindes ”musikkollektiv”, der består af fire dygtige og garvede Aarhus-musikere. Sammen var de fem i foråret i studiet hos den anerkendte århusianske producer Flemming Bloch, som også producerede sangerindens første EP – ’This is Not the Story’. Der er mere ny musik i vente, som viser A.C. Bergmanns bredde og nuancer som sangerinde og sangskriver. Og singlen ’Wendy’s Farewell’ er den første fængende appetitvækker.
Fotocredits på alle billeder: SteenHeinePhotography
Relevant information
Promoplayer:
https://promo.theorchard.com/RPMaJ2n2qazPFmMD44dO
Hjemmeside:
https://www.acbergmann.com
Facebook:
https://www.facebook.com/A.C.Bergmannmusic/
Pressekontakt
Ann-Charlotte Bergmann
61341498
Firma
DiGiDi Digital Distribution
Gl. Kongevej 11, 4.
1610 KBH K,
Danmark
+45 27 89 18 14
+45 27 89 18 14
https://www.digidi.dk