17/12-23
-
Pressemeddelelse
Endnu en kraftfuld single fra Johanne om længslen efter frugtbarhed – ude d. 12. januar
Sanger, sangskriver og musiker Johanne, startede i 2023 et musikalsk projekt om ufrivillig barnløshed. Hudløst ærligt gav Johanne infertilitet et musikalsk sprog og en kunstnerisk stemme med singlerne ‘Alt For Dig’ og ‘Vejret Skifter’, og hun gæstede Johanne b.la. ‘Go TV2 Live’, ‘P1 Kulturen’ og HunSolo kårede hendes seneste live musikvideo til ‘Vejret Skifter’, som månedens musikvideo i novembers
Johannes musik sætter fokus på det følelsesland, der er involveret for de mange, der gennemgår et forløb i fertilitetsbehandling, med ønsket om at blive nogens forældre. Missionen er at spejle og anerkende andre, der kæmper den kamp, Johanne selv kæmpede, da hun i en årerække forsøgte at blive gravid som uforklarligt infertil.
Nu er hun igen klar med en udtryksfuld og storladen single; ‘Tegner på mig’, der tager afsæt i længslen efter at være frugtbar.
Johanne: ‘Tegner på mig’
Singlerelease den 12. januar 2024 / J&P Music
Dansk sangskriver og musiker satte i 2023 infertilitet på vers med to både kraftfulde og hudløst ærlige singler. Nu er hun igen aktuel med den udtryksfulde og storladne single ‘Tegner på mig’, der tager afsæt i længslen efter at være frugtbar.
‘Linea Nigra, du tegner på mig
Barmen er øm og hævet
Den vokser for dig
Årer, der tegner dit navn
Mens jeg venter dig i min favn’
Sådan starter ‘Tegner på mig’, der sanseligt beskriver de graviditetstegn, Johanne forestiller sig og drømmer om at kunne mærke. Linea Nigra er den latinske betegnelse for den brune linje, som på mange gravide viser sig mellem kønsben og navle pga. hormonændringer. I ‘Tegner på mig’ drømmer Johanne sig hen til et sted, hvor hun er frodig, frugtbar og bærer på et barn. Men! Kun i drømmene er det virkelighed, som hun synger. Fertilitetslægerne havde nemlig erklæret Johanne uforklarligt infertil. Det eneste, de mente, hun selv kunne gøre for at øge sin chance for at opnå graviditet via fertilitetsbehandling, var at tage en smule på i vægt og ramme den optimale BMI for fertilitet.
‘På det tidspunkt fyldte ønsket om at genvinde min fertilitet og blive gravid det meste af mit liv. Længslen blev altoverskyggende og fortærende. I ‘Tegner på mig’ udtrykker jeg den længsel, mens jeg fantaserer om at være mere rund, blød, frugtbar og fertil.’
Håbefuld, på hormoner – en sang blev til:
Johanne skrev ‘Tegner på mig’ på en ferie, hvor hun efter sjette IVF-forsøg ventede på at kunne teste, om hun denne gang var blevet gravid.
‘Jeg kunne mærke, at jeg mentalt og fysisk snart ikke kunne klare flere forsøg, så det skulle bare lykkes denne her sjette gang. Efter ægoplægningen rejste vi langt væk på ferie med tasken fuld af ordineret fertilitetsfremmende medicin. Vi skulle have ro på og slappe af frem til, at jeg kunne tage den graviditetstest.’
Det fortæller Johanne, der på det tidspunkt følte sig godt dopet af kunstige hormoner, der skulle hjælpe hende til at blive gravid. Deraf tegnede linjen ‘Linea Nigra’ sig på hendes bare bikini-mave på ferien.
‘Jeg tænkte, det måtte være et tegn på, at det ville lykkes denne gang. Hormonerne gjorde mig også mere rund og blød, og mine bryster var vokset flere størrelser. Imens jeg lå der i en solstol i bikini og kiggede på linjen Linea Nigra på min hud, fantaserede jeg håbefuldt om at være i en gravid krop. Jeg greb min notesblok og skrev teksten til ‘Tegner på mig’.
Selvhelende sangskrivning blev til håndsudstrækkende musikprojekt:
Desværre blev Johanne endnu en gang skuffet, da hun halvvejs på ferien tog en negativ graviditetstest. Det var denne skuffelse, frustration og afmagt, der blev drivkraften til, at hun igen begyndte at skrive sange efter flere års pause grundet det slidsomme forløb i fertilitetsbehandling. På resten af ferien skrev Johanne musik og tekst til ‘Alt for dig’, der udkom i 2023 på den internationale IVF-dag, og til ‘Tegner på mig’, der udkommer fredag d. 12. januar 2024.
‘Det var enormt lindrende for mig at skrive de sange på ferien. Det blev min terapi; måden hvorpå jeg bearbejdede alle de heftige følelser. På den måde fik jeg skabt et ærligt og kærligt rum til mig selv, hvor alle følelserne måtte være og fylde. Både vreden, bitterheden, skammen, sorgen, længslen, håbet, håbløsheden og afmagt. Det er det rum, jeg nu videregiver til andre ved at udgive sangene’.
Det fortæller Johanne, der samtidig kan annoncere, at hun fredag d. 26. april 2024 udgiver Ep’en ‘Venter’ under ’National infertility awareness week’ med sange, hun skrev, da hun var infertil og i fertilitetsbehandling. Samtidig tager hun på turné med den anmelderroste forfatter Daniel Boysen, der i 2023 udgav digtsamlingen ‘Læn din sorg mod min’ om fertilitetsbehandling, tab og faderskab; en forlængelse af hans roman ‘Gå til grunde’ fra 2021. De to kunstnere væver deres musik og poesi ind i hinanden til en fælles koncertoplevelse om frugtbarhed - og mangel på samme. I mellemtiden udgiver hun foruden tredjesinglen ‘Tegner på mig’ endnu en ‘one shot’ live musikvideo. Denne gang af ‘Tegner på mig’ i en smuk og drømmende a cappella version, fremført sammen med fire af sangerne fra koret Momentum, der også sang med på Johannes anden single og live musikvideo; ‘Vejret Skifter’. Live musikvideoen af ‘Tegner på mig’ udkommer fredag d. 8. marts på Kvindernes Kampdag og belyser således det følelsesmæssige aspekt af at være infertil og i længsel efter moderskab.
En kraftfuld frugtbarhedssang, der skal skabe et kærligt rum for taburiserede følelser:
Ligesom første single ‘Alt for dig’ er ‘Tegner på mig’ co-produceret af producer og musiker Vakle (Pia Christensen), der også producerer for artister som Annika Aakjær og tidligere X-factor vinder Solveig. Om produktionen siger Johanne, at den er blevet til en kraftfuld og perkussiv frugtbarhedssang, der giver hende lyst til at danse og synge i bare tæer.
‘Jeg får associationer til rituel regnmageri, hvor folkegrupper eller indianske stammer danser, synger og spiller, mens de beder guderne om regnvejr. Imens Pia og jeg arrangerede korstemmer og beat, så jeg en hel flok af ekspressive dansende og syngende personer for mit indre blik, der med deres sang og dans beder moder jord om at skænke dem frugtbarhed. Det synes jeg er et meget smukt billede, og jeg ser det for mig, hver gang jeg hører produktionen.’
Med ‘Tegner på mig’ og hele Johannes musikalske projekt ønsker hun bryde med de tabuer, som infertilitet er omgærdet af, og give de personer, der kæmper kampen i fertilitetsbehandling, det, hun selv manglede; nemlig nogen og noget at spejle sig i - et sted og et rum at søge hen med sorgen, ensomheden, selvbebrejdelserne og alle de andre heftige følelser og tanker.
Aktuelt er infertilitet den mest hyppige sygdom i DK blandt kvinder og par mellem 25 og 45 år, og omkring hvert ottende barn i Danmark bliver til via fertilitetsbehandling. Dét gør Johannes mission relevant.
Lyt til ‘Tegner på mig’: https://promo.theorchard.com/oUwRAhrjZyG8RNkzYfE3
Credits:
Tekst, melodi og arrangement: Johanne Jepsen
Vokaler: Johanne Jepsen
Strygerarrangement: Peter Simonsen
Produktion og mix: Vakle og Johanne Jepsen
Mix og master af Mikkel Engel Gezsøe/Varibeat Audio
Fotos & coverart: Barbara Nolsøe
Distribution: DiGiDI
Socials:
Instagram: @johanne_musik
Facebook: @johanne
YouTube: @johanne_musik
Kontakt:
Mail: kontakt@johannemusik.dk
Tlf: 31 10 49 63il
Web: www.johannemusik.dk
Relevant information
Johanne Promoplayer:
https://promo.theorchard.com/oUwRAhrjZyG8RNkzYfE3
Johanne Hjemmeside:
https://johannemusik.dk/
Johanne Pressemeddelse:
https://www.dropbox.com/scl/fi/6de2rdja8xd7g2bosajn6/Pressemeddelelse-Johanne-Tegner-p-mig-link.pdf?rlkey=scr5097x0jp9r8wmx3c7t0233&dl=0
Pressekontakt
Johanne Jepsen
31104963
Firma
DiGiDi Digital Distribution
Gl. Kongevej 11, 4.
1610 KBH K,
Danmark
+45 27 89 18 14
+45 27 89 18 14
https://www.digidi.dk