20/01-25
-
Pressemeddelelse
Bilhandleren udgiver dansk LP
Efter 18 år som selvstændig med bilforretning og værksted har Carsten Hammer fået tiden og roen til at komponere musik igen. 24. januar udkommer 11 numre på LP’en ”Helt for mig selv”.
Der skulle gå ca. 6 mdr. fra salg af forretningen Hammerbiler i Hobro til de første strofer og tekster fandt vej, men herefter er det gået nemt og meget hurtigt. ”Jeg har været stresset og presset i mit virke som selvstændig og har ikke kunnet finde ro til at komponere, - faktisk ikke en gang læse en bog i mine ferier”, udtaler Carsten. Men han fandt hurtigt ud af at det hele lå klar i baghovedet og bare skulle hjælpes ud på papir.
Fritidsmusiker
Carsten, som nu er rundet 54 år, lavede ellers musik tilbage som 11 årig, hvor han var det man dengang kaldte ”barnestjerne”. Der blev udgivet flere vinyl LP’er og et par TV-optrædener på den dengang eneste kanal i DK blev det også til. I sit voksenliv har Carsten holdt musikken vedlige på fritidsbasis som såkaldt ”ballemusiker” til fester o.lign. Og som ”ballemusiker” bliver man åbenbart lidt skadet genremæssigt da man kun spiller andres musik: ”Får man en opfordring på et nummer den ene lørdag, så er det bare hjem og lære nummeret til næste lørdag. På den måde lærer man for det første rigtig mange numre, men bliver også lidt skadet m.h.t. hvad man selv kan lide”, fortsætter Carsten.
Kompositionen og teksterne
”Så vejen hen til hvilken type musik jeg selv skulle lave har faktisk været lidt udfordrende. Når jeg sætter mig med ved flygelet, kommer der alt muligt forskelligt frem. Jeg kan godt lide den lidt bløde stil, fede harmonier og akkorder (og gerne mange). Jeg tænker og lytter til musik på den måde, og kan blive imponeret over et nummer uden at forstå en dyt af teksten. Mens andre, - min kone f.eks., lytter til teksten først, og tænker ikke så meget over harmonier og fede akkorder. Men alle mine sange er startet som akkorder med vrøvletekst hen over, og først når jeg har styr på musikken går jeg i gang med teksten. Og jeg besluttede fra start at jeg ville synge på dansk, - og må nok tilstå at tingene kommer lidt tættere på en som komponist når teksten er dansk, - men kun på den fede måde.”
”Og det med teksterne har været vanvittig spændende og lærerigt. Jeg er af den gamle skole – og mener at en god tekst rimer bare sådan nogenlunde. Men jeg har også efterfølgende fundet ud af, at det ikke er et krav mere, - og hvem har i øvrigt også lavet den regel ? Kan det synges og er det fedt – så behøver det ikke at rime. Så det ved jeg til mine kommende projekter. Mine sange handler om livet, ting jeg selv har været inde over og også ting og episoder jeg bare har været tæt på. Men de handler om noget rimelig specifikt – en historie, - så her er jeg også gammeldags ! Enkelte af sangene er en hel fortælling fra start til slut – sådan er der vist ikke mange der gør mere.”
Stilen
”Min musikalske opvækst er præget af min far som spillede tenorsax i et Big Band, og en storebror som hørte Bamses Venner og Shu-bi-dua. Så disse 3 ting elsker jeg selvfølgelig, og jeg har så selv udvidet med Eagles, Lionel Richie, Sko/Torp, Dire Straits m.fl. i mine unge år. Det kan vist også høres i mine egne numre. Min egen stil er ”dansk westcoast” hvis der er noget der hedder det. Og selvom jeg gerne vil plastre det til med mange akkorder så har prøvet at begrænse mig, så lytteren ikke bliver helt rundforvirret. Men jeg tænker nok at lytteren til mit musik kan finde noget Bamse og Sko/Torp inde bag det hele, - og det kan man efter min mening heller ikke få for meget af.”
Produktionen
Efter at Carsten havde lavet 6 numre og der stadigvæk blev ved med at komme nye idéer, tog han fat i musiker og producer Casper Dybdahl fra Aalborg. Og ud fra nogle snakke om stil mv. gik Casper i gang med at finde den rigtige stemning og vibes på de forskellige numre. De var enige om at lave det minimalistisk, - trommer, bas, guitar og lidt keyboards og noget kor. Faktisk alt sammen instrumentering som Casper selv mestrer. Og selvom Carsten selv også spiller keyboard som ”ballemusiker”, så ønskede han også Caspers tilgang til den del. ”Man bliver jo træt af at høre sine egne riffs igen og igen – så jeg lod Casper bestemme og spille. Det skal dog tilføjes at selvom Casper er en yderst habil trommeslager, så syntes vi begge at det kunne være cool at min egen søn Magnus skulle spille trommer – så sådan blev det også. Alt sammen noget jeg er meget tilfreds med.”
De 3 første - Singlerne
De første 3 numre er lanceret de sidste par måneder og bliver streamet flittigt. Første sang var ”Logger af nu” som handler om hvordan sociale medier bruges til kun at vise alle de gode historier, hvilket giver folk præstationsangst – for sådan er livet jo ikke i sin helhed. Også om hvordan man nemt kommenterer nedladende og håndligt, på en måde som man næppe vil gøre hvis man stod ansigt til ansigt.
Til jul kom julesangen ”Hammer go’ jul” – en glad julesang der handler familie, kaos op mod jul og en far der lover at hjælpe med juleforberedelserne.
Og lige først i det nye år kom 3. single – ”Prøv at si’ fra” – der kort og godt handler om at mange skulle prøve at sige fra, fremfor at sætte sig selv i en dum situation der måske udmønter sig i stress, søvnløshed og dårligt humør.
Men der venter altså endnu 8 dugfriske sange med historier og betragtninger fra Carstens liv og univers, hvor man stilmæssigt kommer forbi Gospel, Rock og sågar et Danskpop. Carstens musik findes på samtlige streamingtjenester, og som nævnt ligger LP’en klar d. 24. Januar 2025.
Relevant information
Hjemmeside:
http://www.carstenhammer.dk
Pressemappe:
https://hammervirksomhedsserviceaps-my.sharepoint.com/:f:/g/personal/carstenhammer_hammervirksomhedsserviceaps_onmicrosoft_com/EuazxWWtyUJMvaLpuPHrfowBSqjKIrblPHXffzIkV8ztqA?e=Dijizc
Pressekontakt
Carsten Hammer
40872010
Firma
DiGiDi Digital Distribution
Gl. Kongevej 11, 4.
1610 KBH K,
Danmark
+45 27 89 18 14
+45 27 89 18 14
https://www.digidi.dk