03/03-25
-
Pressemeddelelse
Blind mand udgiver album med vedkommende og kærlige sange
Med afsæt i en flot 3. plads ved Dansk Melodi Grandprix for blinde og svagtseende udsender Hans Bøgevig sit debut album med egne sange.
Så længe 43-årige Hans kan huske har han drømt om at få en karriere som sanger og sangskriver og nu ser drømmen ud til at kunne gå i opfyldelse. Hans har nemlig netop deltaget i det Danske Melodi Gran Prix for blinde og svagtseende, hvor hans selvkomponerede sang "Klar Dig Selv" opnåede en flot 3. plads.
Hans Bøgevig er født blind og spastiker og har som både blind og kørestolsbruger haft mange udfordringer gennem tiden. Men når sorgerne har været størst og livet har gjort allermest ondt er han kommet igennem det meste via sin store glæde til musik samt en ukuelig vilje til at holde fast i et lyst sind.
Systemet vil gerne putte folk i kasser, men Hans passer ikke rigtig ind i de eksisterende kasser. Heldigvis er Hans godt begavet og har sit fulde sprog. Så han har ikke mistet modet, men derimod skabt sin helt egen kasse hvor han kan passe ind.
Hans har, de seneste måneder, tilbragt rigtig meget tid i studiet med at færdiggøre sit debutalbum. Sammen med en lille håndfuld dedikerede musikere og teknikere, der alle har arbejdet frivilligt på projektet, er det lykkedes at skabe en lille perle af et musikalbum.
Albummet er endt med at indeholde hele 9 af Hans egne selvkomponerede sange. Albummet der bærer titlen ”Klar Dig Selv Til Vi Ses” udkommer den 7. marts 2025 på alle streaming tjenester. Senere bliver albummet også udgivet på CD og Vinyl. Ligesom der også planlagt en lille turne, så musikken vil kunne opleves live rundt i landet.
Hans har skrevet mange sange gennem tiden og temaet i mange af sangene tager udgangspunkt i hans oplevelser som blind, spastiker og kørestolsbruger i dagens Danmark. Men der bliver også plads til vedkommende sange om kærlighed og forelskelse og andre af livets mysterier. Sangene er på en gang meget personlige, samtidig med at de, med humor og glimt i øjet behandler emner og situationer som mange, også ikke handicappede, kan relatere sig til og identificere sig med.
Den musikalske stilart på albummet kan heller ikke puttes ind i en enkelt kasse, men spænder over Pop, Rock og Electronic og lidt derimellem… ”I en verden hvor alle stræber efter det perfekt og finpolerede og hvor der ikke er plads til det skæve og ufuldkommene, og hvor mennesker der har fået lidt ridser, revner og buler kan have lidt svært ved at finde sig tilrette, har vi forsøgt at lave et album med ægte håndlavet musik og sange der kommer lige fra hjertet… Så lyt med og bliv lidt gladere og Klar dig selv til vi ses” siger Hans.
Pressekontakt
Kim Jedig
52306212
Firma
DiGiDi Digital Distribution
Gl. Kongevej 11, 4.
1610 KBH K,
Danmark
+45 27 89 18 14
+45 27 89 18 14
https://www.digidi.dk