”Mine sangtekster kan godt gå hen og blive en lidt deprimerende affære”, siger den 56-årige sanger og sangskriver Vibeke Mark-Hansen, som står bag musikprojektet RANK (som i rank ryg). Derfor gav hun sig selv det benspænd, at alle sangene på hendes kommende udgivelse skulle have en form for happy ending. ”Jeg er selv til fals for sange med håb og det at få en god følelse i kroppen efter at have lyttet til noget, som har bevæget mig. Den følelse ville jeg også selv gerne give videre til andre med min musik”.
Hækkeløb og korte ben
Det viste sig at være lidt sværere end Vibeke Mark-Hansen lige havde regnet med. For målet om at skrive sange med lykkelige slutninger var som at løbe hækkeløb med alt for korte ben. ”Jeg skulle virkelig udfordre og strække mig selv for at nå helt op over den hæk, jeg havde sat op. Mine optimistiske, lyriske ben var ligesom alt for korte til at nå op over hækkene”, siger Vibeke Mark-Hansen.
Mentalt bungy jump
Trangen til at dukke sig, kravle under og blive i de mørke stemninger, skulle hun holde i virkelig kort snor. For det nemmeste ville være at give efter for trangen og gøre, som hun plejer og skrive dystre sange. ”Det var faktisk vildt svært for mig at skrive en glad sang uden at det føltes useriøst. Så det var lidt som et mental bungy jump bare at kaste sig ud i det og håbe på, at snoren holdt.
Selv om det var svært, er konceptet blevet ved med at være rettesnoren for sangene på EP’en. ”Nogen vil med rette nok påstå, at sangene er i den mere dystre ende af skalaen”, siger Vibeke Mark-Hansen. ”For de kan godt starte i et hul og som om alt håb er ude. Men det er ikke det samme som, at du ikke kan gøre noget for at ændre den situation. Der er håb og muligheder for at gøre noget andet, for at handle og for så at kravle op i lyset og en forløsende slutning. For selvom du starter dagen med at vælte kaffen, kan det stadig blive en god dag”.
Resultatet af arbejdet med lykkelige sange kan høres på EP’en ”Vælter Kaffen”, som udkommer den 16. juni 2025.
Til sine live koncerter har RANK fået følgende respons:
”Bad ass” Manoj Ramdas (Raveonettes, Sort Sol).
“Får luften til at stå stille” Mikkel Wad Larsen (Helhorse).
”Skrøbeligt og stærkt” Julie Runa (Roxy Jules).
På ”Vælter Kaffen” har Vibeke Mark-Hansen arbejdet sammen med producer Rasmus Glendorf (Tobias Trier, Nana Jacobi m.fl.), som også producerede RANKs debut EP ”Hvis Jeg Gik Til Yoga” udgivet i efteråret 2023.
Hør sangene live til en RANK koncert:
24/5 - 2025: ”Omkring Krudttønden”, Krudttønden, København
04/6 - 2025: Koncert på Tjili Pop, København
20/6 - 2025: Geyser By The Sea, Islandsbrygge Kulturhus, København