17/12-07
-
Pressemeddelelse
God hjælp motiverer i stedet for at passivisere
Der er næsten gået inflation i mulighederne indenfor julegaver med god samvittighed. Konceptet, der blev introduceret sidste år med Giv-en-ged, har nu knopskudt til alt mellem himmel og jord, og hvis prognoserne holder stik, burde det næsten regne med gaver i udviklingslandene denne jul.
Generalsekretær i det danske andelsselskab DiGiDi, Henrik Leschley, mener dog, der mangler noget i det populære koncept:
"Det er naturligvis meget glædeligt, at danskerne gerne vil benytte højtiden til at dele lidt af vores overflod med indbyggere i udviklingslandene. Imidlertid mener vi hos DiGiDi, at hvis man gerne vil støtte og hjælpe, skal man gøre det på en måde, så der bliver flyttet noget og skabt langsigtede løsninger".
DiGiDi har introduceret Digital Fair Trade.
Hvor en ged eller anden lignende gave er løsningen på et akut problem, er Giv-et-nummer en katalysator for udvikling og fremdrift. Groft sagt kan man sige, at forskellen er passiviserede kontra motiverende hjælp.
En ged eller en sæk ris kan give fyldte maver for en familie i en periode. Giv-et-nummer er derimod en mulighed for en levevej og dermed første skridt ud af fattigdom. På længere sigt betyder de eksportindtægter, der genereres samtidig, at der sker et økonomisk løft for hele lokalsamfundet.
Et enkelt nummer indbringer den ghanesiske musiker, hvad der svarer til 6 kr.. I et land, hvor daglønnen er 60 kr., kan en musiker hurtigt tjene mange penge efter ghanesiske forhold.
Med de penge, som eksporten af musik indbringer, kan musikeren brødføde sin egen famile og sørge for, at hans børn kan komme i skole. Pengene bruges i lokalsamfundet, som derved får tiltrængt kapital, og økonomiske dynamikker bliver sat i gang. Disse dynamikker kan føre til etablering af mange af de fornødenheder, vi tager for givet. F.eks. kan byen få en brønd, eller der kan bygges en lokal skole, så børnene ikke skal rejse mange kilometer hver dag for at lære at læse. Det er langsigtet bæredygtig udvikling og problemløsning.
Henrik Leschley udtaler:
"Det er et spørgsmål om, hvilke roller man indtager. Vi ønsker ikke at give almisser. Vi ønsker at støtte indbyggerne i et udviklingsland på en måde, hvor de ikke blot modtager vores medlidenhed, men i stedet sælger noget til os, som vi værdsætter. Det er et spørgsmål om selvrespekt og værdighed".
Med Giv-et-nummer får de ghanesiske musikere samme muligheder som musikere i den vestlige verden. Det er den gave, vi giver dem. Gaven til os er, at vi i år kan give god musik i gave og samtidig vide, at vi har bidraget til kampen imod fattigdom i et udviklingsland.
Relevant information
http://www.director.dk
Firma
DiGiDi Digital Distribution
Gl. Kongevej 11, 4.
1610 KBH K,
Danmark
+45 27 89 18 14
+45 27 89 18 14
https://www.digidi.dk