03/10-14
-
Pressemeddelelse
Naturen gengivet af kvindehænder
Så er det blevet tid til efterårets anden udstilling i HUSET i Asnæs. Her vil de besøgende kunne opleve naturen gengivet af kvindehænder.
Et sanseligt nærvær mellem kunstneren og motivet er afgørende for det færdige resultat for alle de fire kvindelige kunstnere, der netop nu fremviser deres udstilling NATUR & DYR i HUSET i Asnæs.
De arbejder alle med og i naturen, og motiverne spænder fra naturens mindste værker som frø og blade til store firbenede kolosser. På udstillingen mødes de tre af kunstnerne bl.a. omkring temaet fugle.
Charlotte Bøgh - Maleri
I mange år har dyr været Charlottes foretrukne motiv: "Dyret er sig selv og sin natur. Naturen forstiller sig ikke. Den ér! Vi mennesker skiller os ud fra dyrene, og på mange områder fjerner vi os mere og mere fra naturen. Så meget at man kan blive i tvivl om, vi hører med til den naturlige verden?
Hvilke slags mennesker bliver vi, hvis vi mister følelsen af samhørighed med naturen?"
Om sit arbejde fortæller Charlotte Bøgh: "Det er afgørende for mit arbejde at tage ud i naturen foran dyret. Jeg kan ikke tænke mig til et billede, men må begynde med det jeg ser og sanser. Det sanselige nærvær er altafgørende for det færdige resultat. Jeg arbejder mig løs, hen imod en tilstand som rækker udover både mig og dyret og bliver til noget helt tredje: En tilstand af maleri. Jeg er fascineret af det sted, hvor form og indhold på en måde både fremhæver og opløser hinanden - og viser mere end man lige troede var der. Jeg er optaget af forholdet mellem det styrede og det tilfældige. Det figurative og det abstrakte. Dét jeg ser - og dét jeg endnu ikke har set."
Elna Christiansen - Skulptur
Elna Christiansen skaber dyr i bronze. Alle hendes dyr modelleres direkte efter levende modeller, som hun finder i såvel zoologiske haver, dyreparker og cirkus som på marker, gårde og i private hjem. Det kræver stort nærvær og brug af alle sanser. Hun bruger både syn, lugt og hørelse - og hvor det er muligt - også følesansen. På stedet modelleres dyret i ler. Modellen er placeret på en kavalet med hjul under, så hun kan bevæge sig rundt om dyret, mens hun arbejder. Da hun ikke kan bede dyret stå stille, har hun gang i flere arbejder samtidig og må skifte imellem dem, alt efter hvad dyret foretager sig.
Denne måde at arbejde på, betyder at hun er fuldstændigt koncentreret tilstede og i øjeblikke oplever, at hun forglemmer sig selv og oplever at blive lukket indenfor af dyret, så det er dyret og ikke hende, der bestemmer - en tilstand hvor ord ikke slår til. Hun beskriver det som et samspil mellem dyret og hende.
Et samspil der er forskelligt hver gang, hvilket gør at chimpanse nr. 30 er lige så spændende for hende at modellere som chimpanse nr. 1.
Når dyret er færdigmodelleret, kommer det hjem på værkstedet, hvor processen med støbning af skulpturen i bronze via cire perdue metoden kan begynde.
Elna Christiansen laver en silikoneform og en gipskappe over modellen, hvorefter en voksmodel støbes. Voksmodellen får påsat støbeso med indløb og luftkanaler, støbes ind i en stor klump af gips og tegl og sættes 6 døgn i en 600 grader varm ovn. Her smelter voksen væk, deraf navnet cire perdue - tabt voks. I hulrummet, der opstår efter den smeltede voks, hældes den flydende bronze. Efter et par timer åbnes formen og nu venter mange timers hårdt arbejde med vinkelsliber, hammer og mejsel samt svejsning, indtil hun til sidst står med det færdige resultat.
Marie-Louise Exner - Tegning og grafik
Marie-Louise Exners værker tager udgangspunkt i landskabet. Steder som strandenge og Bjærges Leje, græs, fugletræk, støv der hvirvles op, er mere eller mindre genkendelige inspirationer i hendes værker. Det er især det nordiske hun opsøger, tager og tager favntag med. Sådan starter det. Sansninger, vandringer og tilstande man træder ind i, tages med i den videre proces og billedet opstår i erindring og sanseligt nærvær. Hun arbejder på papir fra små dagbogsagtige rids til store landskabs-mæssige fortolkninger. Farven er nøjsom og kompositionen fri. Musikken er en væsentlig faktor for, hvornår et billede er færdigt.
Hun har blandt andet udstillet på Kulturbanegaarden i Aabenraa og Galleri Jacobsen i Lønstrup, er repræsenteret på Fanø Kunstmuseum og har solgt til Alice og Tage Sørensens fond og Ribe Amts Kulturudvalg. Hun har været gæst på kunstnersammenslutningerne VRÅ og VESTJYLLANDSUDSTILLINGEN og er medlem af henholdsvis SEPTEMBERÂUDSTILLINGEN og Billedkunstnernes Forbund. Marie-Louise Exner er koordinator og underviser på BGK, Billedkunstnerisk Grundkursus på Esbjerg Kulturskole og er indehaver af Exners Kunsthandel.
I X-rummet udstiller Lisbeth Bank - "Dissektion af objekter" med installationer og skulpturer.
Lisbeth Bank interesserer sig for de intelligente former og processer, der findes i naturen, og for hvordan det formidles på museerne. Hvordan kan vi tilegne os både viden og æstetiske kvaliteter herfra? Hun henter inspiration i naturen, prøver at efterligne den, styre den, omforme den og samarbejde med den. Med teknologiens muligheder for at forme naturen, hvor man kan gå ind og ændre antallet af takker på træernes blade og designe nye blomster, åbnes muligheden for en bearbejdning af naturen med udgangspunkt i en kunstnerisk praksis.
Lisbeth Bank ser sit arbejde som en forlængelse af bl.a. bionikken, hvor man bruger naturen som forlæg for design, teknologi og mimicry, der er naturens evne til at transformere former og farver for at sikre overlevelse. Hun er formgiver og bearbejder intuitivt, men ofte med et konceptuelt udgangspunkt, og danner med fundneting nye fiktive universer, som hun passer ind i sin egen pseudovidenskabelige verden. Her agerer hun forsker, men behøver som kunstner ingen dokumentation for sine eksperimenter. Samtidig påtager hendes værker sig en troværdighed, der tager afsæt i den klassiske naturhistoriske udstillingsÂæsteÂtik, hvor naturen artsbestemmes og kategoriseres.
Udstillingen indvies med fernisering lørdag den 11. oktober kl. 14-17 og kan nydes frem til den 2. november i HUSET i Asnæs.
Har I brug for yderligere information eller fotomateriale, hører vi meget gerne fra jer.
Relevant information
Huset i Asnæs
http://husetiasnaes.dk/
Pressekontakt
Margit Østergaard
40 600 192
Firma
DiGiDi Digital Distribution
Gl. Kongevej 11, 4.
1610 KBH K,
Danmark
+45 27 89 18 14
+45 27 89 18 14
https://www.digidi.dk