02/07-10
-
Pressemeddelelse
Ulovlig produktion og salg af kødvarer i Odsherred
Fødevarestyrelsen advarer forbrugere, der har købt kødvarer på adressen Bakkedraget 19, 4534 Hørve i Nordvestsjælland. Varerne kan indeholde sygdomsfremkaldende bakterier eller være fordærvede.
På baggrund af en anmeldelse har Fødevarekontrollens Rejsehold på ejendommen konstateret ulovlig produktion og salg af diverse kødvarer, herunder spegepølser, rullepølser, bacon og kødpølser. Desuden videresalg af hamburgryg, kalvekød, oksekød og svinemørbrad, erhvervet andre steder.
Produktion og salg, som har stået på i længere tid, er sket via en tilhørende garage, som var indrettet som produktionslokale. Lokalet var ikke forsynet med vand, og det var således ikke muligt at vaske hænder i forbindelse med produktionen. Lokalet var ikke sikret mod skadedyr. Den ulovlige virksomhed, som ligger midt i et villakvarter, havde heller ikke nogen form for egenkontrol.
Da produktionen er foregået under uhygiejniske og ikke kontrollerede forhold, er der risiko for at varerne kan indeholde sygdomsfremkaldende bakterier eller være fordærvede. Forbrugeren kan derfor risikere at blive syg ved at spise produkterne.
Fødevarestyrelsen råder derfor forbrugere, som har købt varer fra den pågældende adresse, til at kassere dem.
Kontakt
Søren Jensen, Fødevarekontrollens Rejsehold, tlf. 72 27 63 46
Relevant information
http://www.foedevarestyrelsen.dk