15/07-10
-
Pressemeddelelse
Skrot squashen, hvis den smager bittert
Sommertid er squashtid. Squashen er god både i salaten, på grillen og i kagen. Men pas på, hvis den smager bittert.
Squash, agurk og andre grøntsager fra agurkefamilien, f.eks. honningmelon, kan give både kvalme, mavesmerter, opkastninger og diarré.
Derfor opfordrer Fødevarestyrelsen forbrugerne til at tjekke smagen på squash, også markedsført under navnet courgetter eller zucchini, inden brug.
Smager squashen bittert eller metallisk kan grøntsagen give anledning til en mild forgiftning, der skyldes de såkaldte cucurbitaciner. Squash har normalt en neutral smag, men cucurbitacinerne fra squash er nogle af de mest bittertsmagende stoffer, der kendes. Man vil derfor kunne smage, hvis de findes i grøntsagen.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at man smider squash ud, der smager bittert eller metalagtigt.
For yderligere oplysninger:
Bente Fabech, Fødevarestyrelsen, tlf. 33 95 61 95
Dorthe Licht Cederberg, Fødevarestyrelsen, tlf. 33 95 62 02
Relevant information
http://www.foedevarestyrelsen.dk