21/02-11
-
Pressemeddelelse
Advarsel mod kosttilskud med Huperzin A
Fødevarestyrelsen advarer mod at købe kosttilskuddene SuperPump 250, Vault Citrus Punch og MET-RX Thermal Infusion, der på en række hjemmesider markedsføres som præstations- og muskelfremmende midler og som slankemidler.
Farligt stof
De nævnte kosttilskud indeholder stoffet Huperzin A, som selv i små doser påvirker centralnervesystemet og kan give akutte muskelrystelser og inkontinens, ligesom det kan få øjnene til at løbe i vand.
Stoffet findes i planter som Huperzia serrata og Huperzia selago L, der også går under navne som toothed clubmoss, toge-shiba, fir clubmoss eller northern fir-moss.
Udenlandske hjemmesider
Markedsføringen af SuperPump 250, Vault Citrus Punch og MET-RX Thermal Infusion er rettet mod danske forbrugere, men sker fra udenlandske hjemmesider. Fødevarestyrelsen vil orientere de pågældende landes myndigheder om markedsføringen.
Råd til forbrugerne
Hvis du har købt kosttilskud, som indeholder stoffet Huperzin A, bør du smide dem ud eller hvis muligt sende dem tilbage til den virksomhed, hvor du har købt dem.
Fødevarestyrelsen råder generelt forbrugerne til at søge grundige oplysninger om kosttilskud, hvis de forhandles på internettet og ikke sælges i almindelige butikker.
Hvis man vil sikre sig, at et kosttilskud er omfattet af myndighedernes stikprøvekontrol, kan man på hjemmesiden altomkost.dk tjekke, hvilke kosttilskud, der er anmeldt til markedsføring i Danmark.
Kontakt :
Maria Christensen, tlf. 72 27 64 61 eller Mette Christiansen, tlf. 72 27 63 30, Fødevarekontrollens Rejsehold, Kosttilskudsgruppen
Relevant information
http://www.foedevarestyrelsen.dk