21/02-11
-
Pressemeddelelse
Syge køkkenmedarbejdere serverer Roskildesyge
Køkkenmedarbejdere, som møder for tidligt på arbejde efter en omgang Roskildesyge hjemme i privaten, er hvert år den hyppigste årsag til at gæster i kantiner og på restauranter bliver smittet gennem maden og får både diaré, opkast og mavekramper.
Kontrol og information
De seneste tre år er både antal udbrud og antal gæster med Roskildesyge steget. Derfor gennemfører Fødevarestyrelsen de kommende måneder en omfattende kontrol og informationskampagne i cafeer kantiner, restauranter og smørrebrødsbutikker. Kampagnen fokuserer på netop smittekilder og personlig hygiejne.
Bliv hjemme
Sidste år registrerede Fødevarestyrelsen knap 20 registrerede sygdomsudbrud med mere end 600 syge gæster. I alle tilfælde var årsagen til udbruddene, at køkkenmedarbejderne enten selv havde været syge med opkastninger eller diaré og var mødt for tidligt på arbejde igen. Eller at de var mødt op med norovirus på hænderne efter at have plejet deres syge børn.
"I opklaringen af de seneste års mange udbrud har vi mødt køkkenmedarbejdere, som ligefrem var stolte over, at de kunne gå på arbejde med kvalme og maveonde, i andre tilfælde har køkkenet på grund af travlhed valgt at gå på kompromis med fødevaresikkerheden og ladet syge køkkenmedarbejdere arbejde alligevel", forklarer Fødevarestyrelsens udbrudskoordinator, Morten Lisby.
"Men hverken håndsprit eller plastichandsker er effektive til at stoppe Roskildesyge. Så budskabet er helt klart, at man skal blive hjemme, når man er syg med opkastninger og diaré, og i mindst to døgn efter man føler sig rask. For her smitter man stadig. Derudover skal man altid sørge for en høj håndhygiejne og hyppigt vaske hænder med lunkent vand og sæbe, indskærper Morten Lisby.
Fødevarestyrelsens råd til køkkenmedarbejderne:
Bliv hjemme mindst to dage efter du har haft Roskildesyge
Vask hænder hyppigt og altid inden du laver mad og efter at du har været på toilettet. Brug lunkent vand og sæbe.
Udbrud med Roskildesyge 2008-2010
De seneste tre år er både antal udbrud og antal syge i disse sygdomsudbrud med Roskildesyge steget:
2008 12 udbrud med 330 syge
2009 13 udbrud med 730 syge
2010 18 udbrud med 640 syge.
Relevant information
http://www.foedevarestyrelsen.dk