27/06-11
-
Pressemeddelelse
Helsekostbutikker har strammet op
Mere end hver fjerde ud af 50 helsekostbutikker, som Fødevarestyrelsen besøgte i årets første kvartal, overholdt ikke reglerne. Nu viser opfølgende besøg hos butikkerne, at alle - på nær en enkelt - har rettet ind efter Fødevarestyrelsens krav.
Mere end hver fjerde ud af 50 helsekostbutikker, som Fødevarestyrelsen besøgte i årets første kvartal, overholdt ikke reglerne for, hvilke lovende ord man må give f.eks. kosttilskud som fiskeolie, urtepiller og hvidløgstabletter med på vejen. I fem tilfælde var overtrædelserne af markedsføringsreglerne så alvorlige, at de udløste bøder. I tæt ved hver tredje butik blev der givet indskærpelser.
Nu viser opfølgende besøg hos butikkerne, at alle - på nær en enkelt - har rettet ind efter Fødevarestyrelsens krav.
- Vi har noteret os med tilfredshed at virksomhederne har rettet ind, siger projektleder på kontrolkampagnen, Søren Kristensen. Da kontrolkampagnen rullede i vintermånederne, så han flere alvorlige overtrædelser i helsekostbutikkerne. Forhold der nu er rettet op på.
- Det er meget alvorligt, hvis en helsekostbutik - som vi så eksempler på - fortæller ulykkelige forældre, at deres søns ADHD-lidelser kan behandles med fiskeolie. Her har vi markeret med bøder og i den forbindelse mindet ejerne om de regler, som vi forventer de både kender og lever op til, siger Søren Kristensen.
En anden typisk fejl der blev konstateret i helsekostbutikkerne var medarbejdere, der i strid med reglerne, markedsførte f.eks. en urte-te som virksom mod kvalme. Også det er i strid med markedsførings-reglerne for kosttilskud, fordi butikkerne ikke må markedsføre kosttilskud, som om de har en gavnlig effekt på en sygdom.
Kontakt
Søren Kristensen, Fødevarekontrollens Rejsehold, tlf 72 27 64 65.
Relevant information
http://www.foedevarestyrelsen.dk