12/08-11
-
Pressemeddelelse
Fødevarestyrelsen åbner for halvliters energidrikke
Danmark arbejder for ny obligatorisk advarselsmærkning allerede fra efteråret.
Fødevarestyrelsen har netop godkendt salget af energidrikke i 50 CL emballager. Begrundelsen er, at der ikke er tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for, at større salgsenheder vil øge forbrugernes indtag af energidrikke.
Afgørelsen om at godkende salget af energidrikke i salgsenheder på 50 CL er truffet på baggrund af fire klagesager, som Fødevareministeriets Klagecenter har sendt til fornyet behandling i Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen vurderer, at der ikke er grundlag for at fastholde de oprindelige afgørelser om at afvise salget af energidrikke i salgsenheder på 50 CL. Af særlig relevans for denne vurdering er, at der ikke ses at være tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for, at introduktionen af større salgsenheder vil føre til et sundhedsmæssigt uacceptabelt indtag af koffein.
Andre virksomheder, der har fået afslag på salg af energidrikke i større salgsenheder, er blevet orienteret om, at salget af disse produkter nu vil kunne tillades.
Fødevarestyrelsen har samtidig rettet henvendelse til alle virksomheder, der har fået en godkendelse til salg af energidrikke, uanset emballage-størrelse. Henvendelsen indeholder en orientering om, at EU-landene for nylig er blevet enige om, at det om tre år skal være obligatorisk i EU at benytte følgende advarselsmærkning på deres produkter "Højt indhold af koffein. Bør ikke indtages af børn, gravide og ammende".
Virksomhederne er ligeledes orienteret om, at Danmark i EU har notificeret et ønske om, at der i Danmark kan stilles krav om anvendelsen af en tilsvarende mærkning allerede fra efteråret 2011, og at Fødevarestyrelsen gerne ser, at virksomhederne, allerede i dag, benytter denne advarselsmærkning på frivillig basis.
Kontakt:
Jens Therkel Jensen, souschef i Fødevarestyrelsens Ernæringskontor, tlf. tlf. 7227 6680.
Relevant information
http://www.foedevarestyrelsen.dk