21/06-16
-
Pressemeddelelse
Bilimportør betaler bøde på 100.000 kroner
Bilimportøren FCA Denmark A/S betaler en bøde på 100.000 kroner for at overtræde markedsføringsloven i tre kampagner for lån til køb af bil på hjemmesiden fiat.dk.
Forbrugerombudsmanden meldte i september 2015 FCA Denmark A/S til politiet for i at have markedsført billån i strid med loven. Kampagnerne lå på fiat.dk og viste ikke de lovpligtige kreditoplysninger på en fremtrædende måde. I to af kampagnerne kunne den viste rente vildlede forbrugerne.
FCA Denmark A/S har overtrådt markedsføringsloven, fordi virksomheden:
på to bannere markedsførte billån med rentesatser uden at vise lovpligtige kreditoplysninger som fx ÅOP samme sted. Oplysningerne stod først et klik væk i selve kampagnerne.
ikke gav forbrugerne de lovpligtige kreditoplysninger på en tilstrækkelig fremtrædende måde. Kreditoplysningerne blev først vist nederst på siderne efter oplysninger om fx udstyr og efter flere links til andre sider.
i to af kampagnerne vildledte forbrugerne ved at markedsføre en rente på 1,99 procent uden at oplyse, at der var tale om den pålydende rente, og uden at oplyse, at renten var variabel.
De tre kampagner var:
"Cute Couture", der blev vist på fiat.dk fra uge 17 frem til 45 i 2014.
"Happy Days", der blev vist på fiat.dk fra uge 33 i 2014 frem til uge 10 i 2015.
"0 kr. i rente", der blev vist på fiat.dk fra uge 39 i 2014 frem til uge 10 i 2015.
Tidligere har tre andre bilimportører betalt bøder for at give forbrugerne utilstrækkelige kreditoplysninger. En fjerde bilimportør har betalt en bøde for at bruge vildledende prissammenligninger.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
"Billån er store lån, som påvirker forbrugernes økonomi i årevis. Det er alvorligt, når en professionel bilimportør som FCA Denmark A/S vildleder om lånerenten og ikke viser kreditoplysningerne, så forbrugerne straks får øje på dem. Forbrugerne får svært ved at gennemskue, hvad lånet betyder for deres økonomi, og om lånet er billigere eller dyrere end andre lån."
"Jeg vil fortsat have fokus på kreditudbydere, som ikke viser de lovpligtige kreditoplysninger korrekt. Samtidig arbejder jeg på en vejledning om markedsføring af lån til forbrugere. Vejledningen skal skærpe kreditudbydernes opmærksomhed på reglerne."
Markedsføring af lån til forbrugere og vildledende markedsføring
Ifølge markedsføringslovens § 14 a skal virksomheder, der markedsfører lånemuligheder til forbrugere og fx oplyser en rente, vise bestemte kreditoplysninger klart, tydeligt og på en fremtrædende måde i reklamen.
Ifølge markedsføringslovens § 3 må erhvervsdrivende ikke anvende vildledende eller urigtige oplysninger eller udelade væsentlige informationer i markedsføringen, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes økonomiske adfærd på markedet.
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098