29/06-16
-
Pressemeddelelse
Fitness World forpligter sig til at tage imod kontanter
Fitness World gør det muligt at betale kontant i kædens centre. Det sker, efter at Forbrugerombudsmanden har gjort fitnesskæden opmærksom på, at det er i strid med betalingstjenesteloven at nægte forbrugeren muligheden for at betale kontant.
Forbrugerombudsmanden har påpeget overfor Fitness World, at det er i strid med betalingstjenesteloven, at Fitness World nægter deres kunder muligheden for at betale kontant i centrenes bemandede receptioner.
Sagen er blevet afsluttet med et såkaldt tilsagn, hvori Fitness World forpligter sig til fremover at give deres kunder mulighed for at betale kontant.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
"Kontantreglen betyder, at forbrugerne har valgfrihed mellem betalingsmidler, så alle virksomheder, der sælger i fysisk handel til forbrugere, skal modtage kontant betaling."
Forbrugerombudsmanden tog sagen op på baggrund af en henvendelse fra en forbruger i april 2015.
Kontantreglen i betalingstjenesteloven
Ifølge betalingstjenestelovens § 56 er virksomheder forpligtet til at modtage kontant betaling. Reglen kan dog fraviges under særlige omstændigheder, herunder hvis betalingen foregår over nettet eller et sted, hvor der ikke er bemanding.
Virksomheder kan straffes med bøde, hvis de overtræder bestemmelsen.
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098