09/09-16
-
Pressemeddelelse
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Totalkredit
Forbrugerombudsmanden vurderer, at realkreditinstituttet Totalkredit A/S har vildledt forbrugerne i sin markedsføring af fastforrentede realkreditlån i selskabets produktark. Derfor har Forbrugerombudsmanden anmeldt selskabet til politiet for at overtræde markedsføringsloven.
Totalkredit har efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledt forbrugerne i to produktark, som selskabet har benyttet til at oplyse om sine låntyper. De to ark er benyttet som markedsføringsmateriale i perioden 25. juni 2012 til 10. marts 2016.
I produktarket, der blev benyttet i første halvdel af perioden (25. juni 2012-18. juni 2014), står blandt andet om vilkårene for fastforrentede lån:
"Fastforrentet lån er til dig, der vægter sikkerhed højt. Med en fast rente ved du, hvor høj ydelsen er på dit lån i hele lånets løbetid, og samtidig beskytter du din formue ved rentestigninger."
og
"Vælger du et lån med fast rente, får du: - en fast ydelse, som ikke ændrer sig, når renterne gør."
og
"Et lån med fast rente koster typisk mere end et lån med variabel rente. Til gengæld ved du, hvad prisen for lånet er i hele dets løbetid. Prisen på lånet afhænger af: - hvor meget du vil låne, hvor lang løbetid du ønsker, hvordan renten og kursen er på lånets bagvedliggende obligationer."
I produktarket, der blev anvendt i markedsføringen i anden halvdel af perioden (19. juni 2014 - 10. marts 2016), stod der;
"Vælger du et lån med fast rente, får du: - en fast ydelse, som ikke ændrer sig, når renterne gør."
og
"Et lån med fast rente koster typisk mere end et lån med variabel rente. Til gengæld ved du, hvad prisen for lånet er i hele dets løbetid. Prisen på lånet afhænger af: Hvor meget du vil låne, hvor lang løbetid du ønsker, hvordan renten og kursen er på lånets bagvedliggende obligationer."
Forbrugerombudsmanden vurderer, at ikke kun renten, men også bidraget er en del af "ydelsen" eller "prisen" på et lån.
Totalkredit har skrevet i sine lånekontrakter, at bidragssatsen kan hæves, og Totalkredit har flere gange, senest 1. juli 2016, hævet sine bidragssatser.
Derfor mener Forbrugerombudsmanden, at det er vildledende, når Totalkredit har oplyst, at "ydelsen" eller "prisen" på et fastforrentet lån er fast i hele lånets løbetid.
Det har ført til, at Forbrugerombudsmanden den 31. maj 2016 har anmeldt Totalkredit til politiet for at overtræde vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 3.
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, siger:
"Totalkredit har markedsført fastforrentede lån med et argument om, at man kender ydelsen på lånet i hele lånets løbetid. Samtidig skriver de i lånekontrakterne, at de kan hæve bidragssatsen, hvilket de jo også har gjort. Men så kender man jo netop ikke ydelsen i lånets løbetid, og jeg har derfor politianmeldt Totalkredit for vildledende markedsføring."
Om markedsføringslovens § 3 om vildledning
Ifølge markedsføringslovens § 3 må virksomheder ikke anvende vildledende eller urigtige oplysninger eller udelade væsentlige informationer i markedsføringen, hvis det er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes økonomiske adfærd på markedet.
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098