28/09-16
-
Pressemeddelelse
12,1 procent misligholdte kviklån
En del danskere, der har taget kviklån, kan ikke betale dem tilbage. Andelen af misligholdte lån er 12,1 procent, viser Forbrugerombudsmandens opgørelse af kortfristede lån for 2015.
I 2015 blev 12,1 procent af lånene misligholdt. Det viser tal, som Forbrugerombudsmanden har lavet på baggrund af frivillige indberetninger fra fem udbydere af kviklån.
De fem udbydere har til sammen udlånt 527 millioner kroner i 2015. Beløbet fordeler sig på 172.485 kviklån.
De 25-29-årige har sværest ved at betale deres kviklån tilbage. Deres andel af misligholdte lån er på 13,0 procent. Lidt bedre går det for de yngste lånere mellem 20 og 24 år. Her er andelen af misligholdte lån 9,8 procent Lånene udbydes ikke til personer under 20 år.
Kviklån er defineret som lån, der er indgået via fjernsalg med en løbetid, der ikke overstiger tre måneder, og som i øvrigt er omfattet af Forbrugerombudsmandens retningslinjer for indberetningsordningen.
Et lån anses for misligholdt, når forbrugerne overskrider forfaldsdagen for lånet med mere end 90 dage eller ender med at betale inkassogebyr.
Indberetningen for 2014 viste, at 10,4 procent af lånene blev misligholdt. Den bygger på tal fra alle kendte udbydere på markedet, mens det for 2015 ikke har været muligt at få indberetninger fra alle udbydere. Indberetningerne er derfor ikke direkte sammenlignelige. Indberetningen for 2015 omfatter dog de udbydere, som står for langt den største del af det samlede marked.
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen siger:
"Indberetningen kunne tyde på, at andelen af forbrugere, der ikke kan betale lånene tilbage, er steget siden 2014. Jeg vil derfor forsat have fokus på, om udbyderne foretager den lovpligtige kreditvurdering inden de giver lån. Udbyderne skal vurdere, om forbrugerne har en reel mulighed for at betale lånet tilbage."
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098