Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
11/01-17   -   Pressemeddelelse

Taxa 4x35 skal betale 250.000 kroner i bøde for spam

Det var spam, da Taxa 4x35 sendte sms'er ud til 27.283 forbrugere. Det har Retten på Frederiksberg afgjort, og taxaselskabet skal nu betale en bøde på 250.000 kroner for at overtræde markedsføringsloven.

Det koster nu Taxa 4x35 250.000 kroner i bøde, at selskabet sendte en sms ud til mere end 27.000 telefonnumre om, at samarbejdet med bestillings-app-leverandøren, ClickATaxi, var stoppet. Telefonnumrene tilhørte personer, som tidligere havde anvendt app'en til at bestille en taxatur med en taxa fra TAXA 4x35. Taxaselskabet hævdede, at sms'en var en servicemeddelelse, men Retten på Frederiksberg har afgjort, at det var en overtrædelse af spamforbuddet i markedsføringslovens § 6, stk. 1.

Retten udtaler blandt andet:

"Henset til sms-beskedens formulering og den deri indeholdte mulighed for at tilmelde sig tiltaltes egen app finder retten, at tiltalte har handlet med henblik på at opnå kørselsopgaver hos modtagere af sms-beskeden. Retten kan derfor ikke tiltræde det synspunkt, at der alene var tale om en servicemeddelelse. Tiltalte findes herefter at have ovetrådt markedsføringslovens § 6, stk.1. [...]"

Sms'erne indeholdt ikke en let tilgængelig mulighed for, at modtagerne kunne frabede sig at få flere sms'er med markedsføring fra taxaselskabet. Blandt andet derfor kunne undtagelsen til spamforbuddet, som findes i markedsføringslovens § 6, stk. 2, ikke bruges i denne sag, fastslog retten.

Ved bødefastsættelsen lagde retten bl.a. vægt på, at der var tale om et engangstilfælde, at der ikke var tale om aggressiv markedsføring og at der ikke var dokumenteret vinding for selskabet som følge af udsendelsen af SMS'en.

Baggrund for sagen:
Leverandøren af en taxa-bestillings-app opsagde i oktober 2013 samarbejdet med Taxa 4x35.

Det fik taxaselskabet til at sende 27.283 sms'er ud til telefonnumre, som selskabet havde modtaget via app'en, og som tilhørte tidligere kørselskunder hos selskabet. I sms'en stod der:

"Serviceinfo: ClickATaxi har afsluttet samarbejdet med TAXA 4x35. Det betyder, at TAXA 4x35 ikke kører de ture, du bestiller med ClickATaxa App. Vil du fortsat køre med Københavns største taxiselskab, så download TAXA 4x35 App (Link)"

Forbrugerombudsmanden blev gjort opmærksom på sagen via spam-postkassen og tog derefter sagen op.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

"Jeg er tilfreds med rettens afgørelse, som fastslår, at servicemeddelelser, der sendes for at opnå øget salg er ulovlig spam, når modtageren ikke har givet sit samtykke til det."

"Spam er til stor gene for modtagerne. Derfor tog vi sagen op efter, at flere forbrugere havde skrevet til os via vores spam-postkasse. Det er nemt for virksomhederne at sende ulovlig spam ud, og det ses på omfanget af klager til vores spampostkasse. Vi bruger spampostkassen til at holde øje med virksomhederne. Så hvis du mener, du bliver udsat for spam, så er du velkommen til at videresende dine mails eller sms'er til den."


J. nr. 13/11511

Markedsføringslovens forbud mod spam
§ 6. En erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med henblik på afsætning af varer, fast ejendom og andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser, medmindre den pågældende forudgående har anmodet om det.

Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske adresse i forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse, markedsføre egne tilsvarende produkter eller tjenesteydelser til kunden via elektronisk post. Dette forudsætter dog, at kunden har mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen til den erhvervsdrivende og ved efterfølgende henvendelser.

Pressekontakt

Pressesekretariatet
  4171 5098

Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater