01/07-10
-
Pressemeddelelse
Ny vejledning om spam er hjælp til selvhjælp for erhvervsdrivende
Ny vejledning om spam er hjælp til selvhjælp for erhvervsdrivende
Med en ny, opdateret vejledning om de regler, der gælder for udsendelse af reklame pr. mail, brev mv. vil Forbrugerombudsmanden hjælpe erhvervsdrivende, der er i tvivl om, hvordan de må kontakte mulige kunder.
Må jeg sende et elektronisk nyhedsbrev til en tidligere kunde? Kan jeg linke til et godt tilbud, når jeg sender min kunde en elektronisk faktura? Må jeg sende en e-mail til min kunde, hvor det fremgår, at min virksomhed er flyttet? Må man altid sende reklame pr. brev? Hvornår skal jeg tjekke Robinsonlisten? Hvor længe kan jeg bruge et samtykke til markedsføring?
Forbrugerombudsmanden modtager dagligt mange spørgsmål fra erhvervsdrivende, der er i tvivl om, hvordan de må udsende reklame til deres potentielle kunder. Der er med andre ord et stort behov for at være ajour med reglerne på området.
Spamvejledningen giver i sin indledning de erhvervsdrivende et overblik over indholdet af markedsføringslovens § 6, der regulerer elektronisk markedsføring. Det fremgår samtidig, hvordan markedsføringslovens § 6 spiller sammen med reglerne i forbrugeraftaleloven om forbud mod uanmodet telefonisk henvendelse til forbrugere og reglerne om, at man kan sige nej-tak til adresseløse forsendelser.
Udover at være opdateret med den nyeste praksis om fx indhentelse af samtykke via Bluetooth, og brug af Facebook i markedsføringen osv., kan man i vejledningen også finde en grundig gennemgang af bl.a.:
- hvornår man er erhvervsdrivende og dermed omfattet af reglerne, og hvilke meddelelser man kan sende uden at overtræde § 6,
- hvilke krav der stilles, hvis en erhvervsdrivende vil indhente samtykke til markedsføring ved fx brug af elektronisk post,
- om man kan bruge samtykker, der er indhentet af andre.
Vejledningen, der kan bruges af såvel de erhvervsdrivende som deres advokater, ligger på Forbrugerombudsmandens hjemmeside og er udtryk for gældende ret på området.
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk