18/08-10
-
Pressemeddelelse
Onfone ApS har fået en bøde på 50.000 kr
Onfone ApS blev sammen med 7 andre udbydere af bl.a. bredbånd politianmeldt i foråret 2009 for overtrædelse af markedsføringslovens § 13. Selskabet har nu fået en bøde på 50.000 kr.
Onfone ApS blev politanmeldt, fordi virksomheden på hjemmesiden www.onfone.dk ikke havde givet tilstrækkelige prisoplysninger. Sagen er nu afsluttet med en bøde på 50.000 kr.
Virksomheden havde på hjemmesiden ikke oplyst mindsteudgiften forbundet med at tegne et abonnement, selvom der var både en bindingsperiode på 6 måneder og et oprettelsesgebyr forbundet med at tegne to af abonnementerne. Det var i strid med markedsføringslovens § 13.
Markedsføringslovens § 13
Ved markedsføring af varer og tjenesteydelser skal de samlede faste omkostninger, som forbrugeren som minimum kommer til at betale som følge af aftalen, altid angives som ét samlet beløb.
Det betyder, at bredbåndsudbyderen, hvis der er knyttet en bindingsperiode og/eller oprettelsesomkostninger og andre gebyrer til et abonnement, skal oplyse den samlede pris for hele bindingsperioden. Gør den erhvervsdrivende ikke dette, overtræder man markedsføringslovens § 13.
Bødeudmåling
I den konkrete sag blev det tillagt betydning, at virksomheden kun havde opnået en meget begrænset fortjeneste som følge af markedsføringen, samt at markedsføringsomkostningerne i øvrigt havde været begrænsede.
Læs
Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse i forbindelse med politianmeldelserne.
J.nr.: 09/07840
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk