09/09-10
-
Pressemeddelelse
M1 får indskærpelse af Forbrugerombudsmanden
Forbrugerombudsmanden har over for teleselskabet M1 indskærpet reglerne i markedsføringsloven, der forbyder udsendelse af markedsføringsmateriale til personer, der står på Robinsonlisten.
M1 havde efter Forbrugerombudsmandens opfattelse overtrådt reglerne i markedsføringslovens § 6, stk. 3, ved med posten at udsende markedsføringsmateriale til en person, som var opført på CPR-registerets fortegnelse over personer, som har frabedt sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed (den såkaldte "Robinsonliste").
Markedsføringsmaterialet fra M1 bestod i et tilbud, som var sendt til M1's eksisterende kunder, hvorefter kunderne kunne få 100 kr., såfremt de anviste en ny kunde til M1. Dette tilbud blev også sendt til en person, der stod på Robinsonlisten.
M1 anførte over for Forbrugerombudsmanden, at udsendelsen til af materialet efter deres opfattelse ikke var i strid med reglerne i markedsføringsloven, idet de henviste til, at tilbuddet alene var sendt til eksisterende kunder, og at der var tale om en ubetinget fordel for kunderne.
Forbrugerombudsmanden understregede over for M1, at forbuddet mod at rette henvendelse i markedsføringsøjemed til personer på Robinsonlisten også gælder i forhold til personer, som allerede er kunder hos den erhvervsdrivende. Forbrugerombudsmanden meddelte samtidig, at det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er uden betydning for, om en henvendelse kan anses for omfattet af markedsføringslovens § 6, hvorvidt tilbuddet efter den erhvervsdrivendes opfattelse kan anses for at være fordelagtigt for modtageren af tilbuddet.
Forbrugerombudsmanden besluttede herefter at afslutte sagen over for M1 med en indskærpelse af reglerne i markedsføringslovens § 6.
Det siger loven om Robinsonlisten
Ifølge § 6, stk. 3, i markedsføringsloven må en erhvervsdrivende ikke ved brev eller anden adresseret post sende markedsføringsmateriale til en bestemt fysisk person med henblik på afsætning af varer, fast ejendom og andre formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser, hvis den pågældende over for den erhvervsdrivende har frabedt sig dette eller den pågældende er anført på CPR-registerets fortegnelse over personer, der har frabedt sig henvendelser, der sker i sådant markedsføringsøjemed (den såkaldte "Robinsonliste").
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk