23/09-10
-
Pressemeddelelse
Scan Care ApS politianmeldes for udsendelse af spam
En række erhvervsdrivende i Trekantsområdet blev i maj 2010 spammet med tilbud om helse- og hygiejneprodukter. Det medfører nu en politianmeldelse til firmaet bag udsendelsen.
I maj 2010 udsendte firmaet Scan Care, der bl.a. produktudvikler personlige pleje- og hygiejneartikler med salg til sundhedssektoren, behandlere, klinikker samt virksomheder, en lang række uanmodede e-mails til erhvervsdrivende i Trekantsområdet.
E-mailene, der alle havde overskriften "Gratis Informationspakke", indeholdt oplysninger om en række af Scan Care´s produkter og mulighed for at rekvirere en produkt-prøvepakke.
Forbrugerombudsmanden modtog imidlertid en række klager i den såkaldte "spam-postkasse", hvor klagerne anførte, at de aldrig havde hørt om firmaet eller givet firmaet lov til at sende e-mails til dem.
Firmaet har over for Forbrugerombudsmanden erkendt, at de ikke havde indhentet samtykke til at udsende de omhandlede e-mails, men at e-mail-adresserne stammede fra en database (KrakMarkedsData), hvor firmaet selv havde trukket e-mail-adresserne ved at søge på et nærmere geografisk område af virksomheder.
Udsendelse af elektronisk markedsføringsmateriale kræver samtykke fra modtagerne.
Forbrugerombudsmanden har over for politiet indstillet firmaet til at modtage en bødestraf.
J.nr. 10/04993
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk