04/11-10
-
Pressemeddelelse
Byggefirma idømt bøde på 50.000 kr. for ulovlig markedsføring
Entreprenør-, murer- og tømrerfirmaet Extrem Byg ApS i Struer er netop ved Retten i Holstebro blevet idømt en bøde på 50.000 kr. for uretmæssig markedsføring med medlemskab af Dansk Byggeri og BYG Garantiordningen. Endvidere blev firmaet idømt ugentlige tvangsbøder på 5.000 kr., fordi firmaet fortsat reklamerer ulovligt.
Firmaet har aldrig været medlem af Dansk Byggeri og BYG Garantiordningen, men markedsfører sig alligevel hermed på firmaets hjemmeside.
Således fremgår det bl.a., at "Som en ekstra tryghed for vores kunder er vi omfattet af BYG Garantiordningen hos Dansk Byggeri" og "Når du vælger en håndværker, der er medlem af BYG, sikrer du dig samtidig BYG´s 5-års garantiordning på den håndværksmæssige udførelse af alt arbejde til private forbrugere".
Forbrugerombudsmand Henrik Øe udtaler: "Den uretmæssige markedsføring vildleder i den grad forbrugerne, der risikerer at komme i en alvorlig økonomisk klemme ved at indgå aftaler med firmaet".
Trods afhøringer hos politiet og indkaldelse til retsmøde, hvor firmaet imidlertid ikke mødte op, har firmaet fortsat ikke ændret deres hjemmeside.
Derfor krævede Forbrugerombudmanden, at firmaet skulle idømmes ugentlige tvangsbøder indtil den uretmæssige markedsføring bliver fjernet fra hjemmeside. Retten var enig i denne påstand - og firmaet skal således betale ugentlige bøder på 5.000 kr. (oveni bøden på de 50.000 kr.), indtil markedsføringen er ændret.
Forbrugerombudsmanden har efter retsmødet konstateret, at hjemmesiden ikke kan tilgås.
J.nr. 09/08206
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk