14/12-10
-
Pressemeddelelse
Kreditkortselskab tydeliggør vilkårene for afbetaling af kredit
Forbrugerombudsmanden har henstillet over for EnterCard Danmark, at selskabet skal tydeliggøre de valgmuligheder, en ansøger til FDB medlems- og betalingskort har for at afvikle kreditten - både i vilkårene og den konkrete aftale.
En ansøger om kreditkort bør allerede i ansøgningsblanketten have mulighed for aktivt at tage stilling til, om han vil afvikle kreditten på kortet hver måned eller kun med en vis procentsats. Det er beskeden til EnterCard Danmark efter at en forbruger klagede til Forbrugerombudsmanden over kun at være blevet opkrævet 2.5 %, dog minimum 250 kr., af den skyldige saldo - og ikke hele beløbet.
Forbrugeren mente ikke, at han havde indgået en aftale om kun delvis betaling af månedens saldo. Opkrævningen var overgået til Betalingsservice - og ved tilmelding til Betalingsservice ville der automatisk blive trukket minimumsbeløbet på 2,5 % af den udnyttede kredit (dog minimum 250 kr.). Dette fremgik af de fakturaer, som tidligere var blevet fremsendt til kunden samt af de månedlige betalingsoversigter.
Det kan dog være i strid med god markedsføringsskik, at kunden ikke har mulighed for at vælge, hvordan han vil afvikle den kredit, der er koblet til et betalingskort, og hvis der ikke oplyses tydeligt herom ved aftaleindgåelsen.
"Når en forbruger ansøger om et kreditkort, hvortil der er knyttet en kredit, skal det samtidig aftales, hvordan køb foretaget med kortet skal betales, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.
"Det følger af god skik, at en forbruger i denne forbindelse skal have mulighed for at aftale, at køb foretaget med kortet, skal kunne betales hver måned, hvis forbrugeren ønsker det."
EnterCard Danmark har nu indrettet sine ansøgningsblanketter/-procedurer til betalingskort og kreditter således, at ansøgeren altid selv kan tage stilling til afviklingsmåden (en %-del eller hele gælden hver måned) og således, at dette tydeligt fremgår af vilkårene og den konkrete aftale.
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk