21/12-10
-
Pressemeddelelse
DSB S-tog A/S politianmeldt for udsendelse af sms-spam
I hvert fald 200.000 sms-beskeder tikkede en dag i juli 2010 ind til kunder hos DSB S-tog, der tidligere havde købt transportbillet via mobiltelefonen. Kunderne havde imidlertid ikke givet samtykke til, at DSB S-tog kunne sende elektronisk markedsføring til deres mobiltelefon - og det er spam.
"Nyd sommeren med din mobil. Køb et SMS-klippekort for kun 135 kr. med 24 klip a 1 zone til bus, tog og metro.....". Sådan lød indledningen på den sms-besked, som DSB S-tog ved en fejl udsendte til en lang række kunder den 2. juli 2010.
Markedsføring via sms til kunder kræver nemlig, at kunderne i forbindelse med afgivelse af mobiltelefonnummeret (i denne sag i forbindelse med køb af transportbillet via sms) klart og utvetydigt bliver oplyst om, at telefonnummeret vil kunne blive benyttet til fremsendelse af reklame.
Det skal også i dén forbindelse være muligt for kunderne straks at meddele, at man ikke ønsker at modtage reklame med såkaldt elektronisk post (e-mail, sms mv.).
Men denne mulighed fik DSB S-tog's kunder ikke.
Imidlertid blev det oplyst i sms-beskeden, der blev udsendt den 2. juli 2010, at hvis kunden ikke ønskede "fremover at blive kontaktet vedrørende brugen af SMS-billetter" kunne man sende en sms-besked til DSB S-tog.
Det ændrer dog ikke ved det forhold, at kunderne i forbindelse med sms-købet skulle have haft mulighed for at takke nej til fremtidig sms-markedsføring fra DSB S-tog.
Sagen er nu politianmeldt, fordi DSB S-tog efter Forbrugerombudsmandens opfattelse har overtrådt markedsføringslovens § 6.
Forbrugerombudsmanden har over for anklagemyndigheden indstillet, at sagen kan afgøres med vedtagelse af en bøde på 800.000 kr.
Forbrugerombudsmanden har lagt vægt på, at der er tale om et stort antal udsendte sms-beskeder, men samtidig, at udsendelsen alene har fundet sted én enkelt dag over for kunder, at DSB S-tog aktivt har medvirket til sagens oplysning, og at DSB S-tog straks efter udsendelsen foretog en række tiltag for at sikre, at fejlen ikke kunne ske igen.
DSB S-tog har beklaget fejlen og over for Forbrugerombudsmanden oplyst, at selskabet er indstillet på at betale en bøde i den størrelsesorden, der er anført ovenfor.
Læs mere om spam
Man kan klage over spam til Forbrugerombudsmanden. Læs hvordan i
klagevejledningen om spam
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk