16/06-11
-
Pressemeddelelse
Bøder til syv håndværksfirmaer for vildledende reklamering med garantiordning
En række bygge- og håndværksfirmaer er inden for de seneste par måneder blevet idømt bøder på mellem 10.000 kr. og 50.000 kr. for uberettiget at have markedsført sig med at være omfattet af en byg-garantiordning.
Det er ikke i orden at markedsføre sig med en garanti-ordning, som man ikke er medlem af. Det må syv firmaer inden for byggeri og håndværk nu tage til efterretning.
I fem af sagerne havde firmaerne på forskellig vis - fx på de pågældende firmaers hjemmesider, i annoncer eller udsendte tilbud mv. - henvist til medlemskab af Dansk Byggeri og den dertilhørende Byg Garantiordning. Firmaerne var dog ikke medlem af Dansk Byggeri og dermed heller ikke omfattet af garantiordningen.
I de to øvrige sager var der i selskabernes markedsføring henvist til henholdsvis Gulvbranchen med den dertilhørende garantiordning og til Danske Malermestre i form af brancheforeningens logo. Heller ikke i disse sager var firmaerne medlem af de pågældende brancheorganisationer.
- Jeg er meget glad for afgørelserne i disse sager, da det er vigtigt, at der bliver slået hårdt ned på denne form for vildledning, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe og fortsætter:
- En garantiordning skal yde ekstra beskyttelse til kunderne. Forbrugere, som indgår en aftale med en håndværker, der uretmæssigt markedsfører sig med at være omfattet af en garantiordning, risikerer at komme i en alvorlig økonomisk klemme, hvis det viser sig, at der er mangler ved det udførte arbejde, og firmaet fx efterfølgende måtte være gået konkurs el.lign., udtaler Henrik Øe.
Ved uretmæssigt at have markedsført sig med medlemskab af de pågældende brancheorganisationer og de dertilhørende garantiordninger, har firmaerne gjort sig skyldige i overtrædelse af markedsføringslovens § 3, stk. 1, om vildledende markedsføring.
I størstedelen af sagerne er der tale om enkeltmandsvirksomheder, og derfor er det i disse sager indehaveren af firmaerne, der personligt har fået bøden.
Forbrugerombudsmanden har selv ført en del af sagerne i retten på vegne af anklagemyndigheden.
Sådan straffes misbrug af byg-garantiordningen
Efter en flerårig byretspraksis straffes erhvervsdrivende, der i strid med sandheden markedsfører sig som værende omfattet en garantiordning, som udgangspunkt med en bøde på 50.000 kr. Dog vil der i forhold til den enkelte sag kunne være konkrete skærpende eller formildende omstændigheder, som vil have indflydelse på bødestørrelsen.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Andreas Weidemann
Specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden
Tlf.: 32 66 91 54
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk