23/08-11
-
Pressemeddelelse
Øreauktion retter ind efter dialog med Forbrugerombudsmanden
Øreauktionen Ziinga følger nu Forbrugerombudsmandens krav om at overholde reglerne om fortrydelsesret over for danske brugere.
Forbrugerombudsmanden modtog i starten af 2010 en række henvendelser vedrørende den dansksprogede hjemmeside Ziinga.dk, som udbyder såkaldte "øreauktioner".
Forbrugerombudsmanden kunne konstatere, at Ziinga ikke gav 14 dages fortrydelsesret på de købte og afgivne bud, og dette er i strid med forbrugeraftalelovens regler om fortrydelse.
Forbrugeraftaleloven skelner mellem varer og tjenesteydelser, og det produkt man giver hammerslag på anses for at være en vare.
Forbrugeraftaleloven giver dog mulighed for, at forbrugeren ved køb af tjenesteydelser - hvilket de købte og afgivne bud er - kan fraskrive sig retten til den lovbestemte 14 dages fortrydelsesret ved at give et aktivt samtykke.
Denne fremgangsmåde har selskabet nu valgt at benytte, og en eksisterende bruger skal derfor i forbindelse med køb af budpakker, markere et felt, hvor der gives samtykke til, at fortrydelsesretten på budene bortfalder, således at der samtidig orienteres om, at man ikke længere har fortrydelsesret.
Forbrugerombudsmanden kunne også konstatere, at Ziinga reklamerede med hammerslagsprisen for flere varer, og Forbrugerombudsmanden fandt, at dette var vildledende, idet udgiften til de afgivne bud ikke var medregnet i den annoncerede pris.
Ziinga valgte efterfølgende at ændre dette, således der ikke længere reklameres for vundne auktioner. Desuden har selskabet i en række konkrete sager valgt på kulancemæssigt grundlag at kreditere de brugere, der ikke mente at de have indgået en abonnementsaftale. Selskabet har oplyst, at de er indstillet på at overveje samme løsning over for de klagere, der eventuelt senere måtte kontakte selskabet med et tilsvarende problem.
Selskabet, som på daværende tidspunkt holdt til på Malta, har efter Forbrugerombudsmandens henvendelse valgt at lukke for tilgangen til tjenesten for nye danske brugere, og selskabet kan nu dokumentere, at de følger fortrydelsesreglerne i forhold til de eksisterende brugere.
Da sagen er blevet løst gennem dialog med selskabets advokat, har Forbrugerombudsmanden ikke fundet grundlag for at gå til de maltesiske myndigheder.
Hvad er en øreauktion?
En "øreauktion" går i korte træk ud på, at forbrugeren køber en budpakke, hvor budene kan anvendes til at byde på forskellige varer. Når buddet - der opgøres i ører - bliver afgivet, stiger varens pris med et vist beløb, og den højest bydende forbruger får retten til at købe produktet. Den væsentligste udgift for forbrugeren er typisk ikke hammerslagspri-sen, men udgiften til at afgive bud.
J.nr. 10/00435
For yderligere oplysninger, kontakt:
Camilla Mathiesen
Fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden
Tlf. 32 66 90 55
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk