09/12-11
-
Pressemeddelelse
Spar Nord indstiller ulovligt tip en ven-koncept
Efter henvendelse fra Forbrugerombudsmanden har banken Spar Nord valgt at stoppe et koncept, der gik ud på at få kunder til at anbefale banken til venner via sms eller e-mail ved at stille en mulig præmie i udsigt.
En tilfreds kunde må gerne tippe en ven via en erhvervsdrivendes hjemmeside, hvis dette sker på kundens helt eget initiativ. Men hvis den tilfredse kunde tipper venner og bekendte via e-mail eller sms, fordi den erhvervsdrivende har oplyst, at der måske gives en belønning for det, vil det være i strid med forbuddet i markedsføringsloven mod spam, hvis vennen ikke har bedt om henvendelsen.
Det har Forbrugerombudsmanden meddelt Spar Nord, der efterfølgende har trukket konceptet tilbage, hvor det bl.a. fremgik af en video på bankens hjemmeside, at "Måske kvitterer vi med en overraskelse - stor eller lille - når du tipper en ven, kollega eller nabo."
Banken mente ikke, at konceptet var i strid med markedsføringslovens § 6, stk. 1, der indeholder et forbud mod at sende uanmodede sms og e-mails. Begrundelsen var, at de tilfredse kunder ikke kunne være sikre på at få en gave. Men den vurdering er Forbrugerombudsmanden ikke enig i.
" En erhvervsdrivende kan ikke omgå forbuddet mod spam i markedsføringsloven ved i stedet at lade andre personer foretage de handlinger, den erhvervsdrivende ifølge loven selv er afskåret fra. Den erhvervsdrivende må således ikke tilskynde kunder til at sende sms eller e-mails med anbefalinger ved fx at stille en mulig præmie i udsigt", udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.
Forbrugerombudsmanden tilkendegav desuden, at tip en ven pr. sms i den konkrete sag i sig selv udgjorde en overtrædelse af markedsføringslovens § 6, stk. 1, uanset om kunden gjorde det på eget initiativ eller for at få en mulig gave. Konstruktionen var, at kunden sendte sms med vennens navn og telefonnummer til et servicenummer, hvorefter dette nummer sendte en uopfordret sms til den potentielle kunde med opfordring til at tale med en rådgiver hos Spar Nord. Samtidig fik den tippende kunde oplyst, hvilken tekst-sms vennen modtog.
Situationen måtte efter Forbrugerombudsmandens opfattelse sidestilles med tilfælde, hvor erhvervsdrivende selv sms'er uanmodet til potentielle kunder på baggrund af data indhentet fra kunder. En kunde kan ikke give samtykke til markedsføring på vegne af en anden person.
Forbrugerombudsmanden oplyste også, at det efter hans opfattelse ville være i strid med god markedsføringsskik, hvis banken forsøgte at omgå forbuddet i markedsføringslovens § 6, stk. 1, ved at opfordre rådgiverne til blot mundtligt at sprede rygtet blandt kunder om at anbefalinger pr. e-mail kunne udløse gaver fra banken.
Læs mere om "tip en ven" og forbud mod spam
Forbrugerombudsmandens spamvejledning giver bl.a. svar på, hvornår man som erhvervsdrivende må kontakte eksisterende eller potentielle kunder via elektronisk post.
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk