Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/01-12   -   Pressemeddelelse

VIPocean tilretter hjemmeside efter kritik fra Forbrugerombudsmanden

Efter forhandlinger med Forbrugerombudsmanden har VIPocean nu tilrettet sin hjemmeside, således at det fremgår af siden, at forbrugeren ved at bestille en gave samtidig binder sig til et løbende abonnement.

Hvis bestillingen af en gave forudsætter, at man binder sig til et abonnement, skal forbrugeren have klar og tydelig besked. Det har Forbrugerombudsmanden meddelt VIPocean, efter at han på baggrund af et tv-program samt en række henvendelser fra forbrugere blev opmærksom på, at der på hjemmesiden www.vipocean.dk blev reklameret for, at man kunne få en gave, fx en mobiltelefon, til kun 5,50 kr.

Med lille skrift længere nede på siden fremgik det imidlertid, at man ved at bestille gaven bandt sig til et løbende abonnement til VIPocean til 299,95 kr. om måneden.

Forbrugerombudsmanden meddelte VIPocean, at det var hans opfattelse, at hjemmesiden var i strid med markedsføringslovens § 3 om vildledning, da det ikke fremgik tydeligt for forbrugerne, at de bandt sig til et abonnement.

VIPocean indgik efterfølgende i en dialog med Forbrugerombudsmanden og tilrettede sin hjemmeside i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens anvisninger, så det i forbindelse med præsentationen af gaven nu fremgår, at man også indgår en abonnementsaftale.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at forbrugerne nu ikke længere uønsket vil komme til at binde sig til et abonnement til VIPocean.

- Der må ikke være tvivl om, hvad man som forbruger bliver forpligtet til økonomisk, når man bestiller en prøvepakke, får en gave eller lignende. Jeg er derfor tilfreds med, at VIPocean har indgået i forhandlinger med os, og at de nu har ændret deres hjemmeside, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Forbrugerombudsmanden har dog taget forbehold for at tage sagen op igen, hvis han fortsat modtager klager fra forbrugere. Det kan være en indikation på, at hjemmesiden trods ændringerne alligevel - og mod forventning - virker vildledende på den almindelige forbruger.
Vær opmærksom, når du præsenteres for konkurrencer, prøvepakker og gratis gaver på internettet

Forbrugerombudsmanden har gennem den senere tid modtaget flere henvendelser, hvor forbrugere tror, at de blot deltager i en konkurrence eller bestiller en prøvepakke eller en gratis eller næsten gratis gave på internettet, men hvor de senere opdager, at de samtidig er blevet bundet til en aftale, hvilket ikke har fremgået tydeligt.

Forbrugerombudsmanden råder derfor forbrugerne til at være på vagt og læse det med småt, når de deltager i konkurrencer på internettet eller præsenteres for tilbud om prøvepakker og gaver.

Forbrugerombudsmanden har lavet en række gode råd til, hvad du som forbruger skal holde øje med, hvis du deltager i konkurrencer, får et tilbud om en prøvepakke og lignende på internettet.

Relevant information

http://www.forbrugerombudsmanden.dk


Pressekontakt


Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater