Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
10/01-12   -   Pressemeddelelse

Forbrugerombudsmanden undersøger finansieringsselskabers hjemmesider

En fælles-europæisk undersøgelse af virksomheder, der låner penge ud til forbrugerne, viser, at der i en række tilfælde kan være problemer med overholdelse af lovgivningen, når det handler om at give forbrugerne vigtige oplysninger om bl.a. omkostningerne ved at optage lån. Forbrugerombudsmanden går nu ind og undersøger enkeltsagerne i Danmark.

I tider med finansiel krise og skærpede krav til långivning fra bankernes side skal forbrugere, der søger alternative finansieringsmuligheder, sikres et godt og tilstrækkeligt oplyst grundlag for at træffe beslutning om at optage lån. Oplysningskravene til kreditgivere er samtidigt blevet skærpet, således at forbrugere i EU har krav på at få de samme oplysninger, uanset i hvilket land de optager lån.

Det er baggrunden for, at forbrugermyndigheder i de 27 medlemslande plus Norge og Island på EU-Kommissionens initiativ har undersøgt hjemmesider, hvorpå der udbydes låne- og kredittilbud til forbrugerne.

Forbrugerombudsmanden har i den forbindelse gennemgået en række finansieringsselskabers hjemmesider med henblik på at undersøge, om de overholder oplysningskravene, der gælder for markedsføring af kreditter på nettet, og som følger af markedsføringsloven og e-handelsloven, herunder vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 3.

Der er bl.a. blevet undersøgt for om:

· navn og adresse på låneudbyderen er angivet på hjemmesiden,
· ÅOP (årlige omkostninger i procent) er oplyst korrekt,
· produktets væsentligste egenskaber er oplyst klart og tydeligt,
· de samlede kreditomkostninger eller måden hvorpå disse kan beregnes er oplyst klart og utvetydigt, og om
· de umiddelbart angivne oplysninger om kreditten er egnet til at vildlede, eller om der er tale direkte forkerte oplysninger.

Forbrugerombudsmanden har som led i den europæiske undersøgelse besøgt 11 danske hjemmesider, hvoraf to ikke gav anledning til bemærkninger. Det endelige resultat af undersøgelsen foreligger dog først, når Forbrugerombudsmanden har været i dialog med de pågældende kreditgivere. Kreditgiverne er alle hjemmehørende i Danmark.

Overtrædelser af markedsføringslovens bestemmelser om vildledning og angivelse af kreditoplysninger ved markedsføring af kreditter kan efter omstændighederne straffes med bøde.

Læs mere på EU-Kommissionens hjemmeside om undersøgelsen (http://ec.europa.eu/consumers/enforcement/sweeps_en.htm).

Forbrugerombudsmandens tilsynssamarbejde i EU
Forbrugerombudsmanden deltager i et samarbejde inden for EU mellem de nationale myndigheder, der har ansvaret for at håndhæve EU's forbrugerbeskyttelseslovgivning.

Samarbejdet, der i daglig tale kaldes CPC-samarbejdet (CPC står for Consumer Protection Cooperation), er baseret på en EU-forordning og har eksisteret siden slutningen af 2006.

Som led i dette samarbejde udfører de myndigheder, der er omfattet af forordningen, med jævne mellemrum undersøgelser, der også kaldes for "sweeps". En sweep er en afgrænset undersøgelse, hvor en række myndigheder inden for et konkret område og med et fælles tema i en given periode alle målrettet gennemsøger internettet for hjemmesider med indhold i strid med de regler, der gælder i hele EU.

Relevant information

http://www.forbrugerombudsmanden.dk


Pressekontakt


Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater