12/01-12
-
Pressemeddelelse
Nej tak til reklamer - bliver udvidet, så alle adresser kan tilmeldes
Fra 1. marts 2012 kan også virksomheder, institutioner, foreninger, offentlige myndigheder mv. tilmelde deres adresser til "nej tak til reklamer"-ordningerne.
"Nej tak"-ordningerne bliver udvidet, så alle med et postafleveringssted nu har mulighed for at bestemme, om der skal reklamer og ugeaviser i brevkassen. Det har længe været et ønske navnlig fra små og mellemstore virksomheders side at kunne tilmelde virksomhedsadressen til en "nej tak"-ordning.
Forud for udvidelsen af ordningerne har der været forhandlinger med Forbrugerrådet og erhvervsorganisationer fra forhandler-, distributør- og annoncørleddet.
- Jeg glæder mig over, at forhandlingsparterne er enige om, at alle adresser skal kunne tilmeldes en af "nej tak"-ordningerne, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.
- Samtidig er jeg glad for, at der også har været enighed om at få en procedure for opdatering af tilmeldingerne, som er fornuftig og nem for tilmelderne, fortsætter han.
Opdatering af "nej tak"-tilmeldingerne
De allerede tilmeldte adresser vil i perioden 2012-2013 fortsætte på den hidtidige "nej tak"-ordning, medmindre tilmelderen ønsker ændringer på adressen. Det kan være tilfældet, hvis man gerne vil have reklamer og aviser igen, eller man vil skifte til den alternative "nej tak"-ordning.
Post Danmark, som administrerer ordningerne, sender breve ud om opdateringen i januar 2012 til alle, der har tilmeldt en adresse til en "nej tak"-ordning. Efterfølgende vil Post Danmark udsende nye mærker for perioden 2012-2013.
"Nej tak-ordningerne" er reguleret af retningslinjer
"Nej tak"-ordningerne er indeholdt i retningslinjerne om god markedsføringsskik ved omdeling af adresseløse forsendelser.
Retningslinjerne indeholder bestemmelser om:
· de to "nej tak"-ordninger "Reklamer - Nej tak" og "Reklamer og gratis aviser - Nej tak",
· hvilke forsendelser, der omfattes,
· hvilke adresser, der kan tilmeldes,
· tilmelding og opdatering af tilmeldinger og
· administrationen af ordningerne
Reglerne om korrekt aflevering er udtaget af retningslinjerne, fordi aflevering nu reguleres af postloven.
Ikrafttræden og videre proces
De nye retningslinjer træder i kraft den 1. marts 2012. Fra den dato vil erhvervsadresser mv. kunne tilmeldes en "nej tak"-ordning.
De nye opdateringsregler finder dog anvendelse allerede fra 1. januar 2012. Det betyder, at arbejdet med opdateringen starter først i det nye år, og den forventes at være afsluttet i begyndelsen af marts 2012. Indtil da gælder mærkerne for perioden 2009-2011.
"Retningslinjer om god markedsføringskik ved omdeling af adresseløse forsendelser af 21. december 2011" kan ses på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.
Forbrugerombudsmanden har udarbejdet et kort tema om adresseløse forsendelser, som ligeledes kan læses på hjemmesiden.
Baggrund for ændringen af retningslinjerne
Forbrugerombudsmanden har sammen med forhandlingsparterne evalueret retningslinjerne om god markedsføringsskik ved omdeling af adresseløse forsendelser.
Der har vist sig et udbredt ønske især fra små og mellemstore virksomheder samt institutioner om en adgang til at kunne tilmelde virksomhedsadressen til en nej tak ordning.
Opdateringsordningen forudsatte i de hidtil gældende retningslinjer, at den enkelte adresse aktivt skulle tilmeldes igen. Forhandlingsparterne har foretaget en afvejning af fordele og ulemper ved den aktive tilmelding og er blevet enige om, at de nuværende tilmeldinger fortsætter, medmindre der ønskes ændringer på adressen, det være sig en afmelding fra "nej tak" eller ønsket om at skifte til den alternative "nej tak"-ordning.
Forhandlingsparterne er Forbrugerrådet, Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder, Danske Avis-, Post- og Reklamedistributører, Dansk Erhverv, DI, Danske Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, Dansk Annoncørforening, Danske Dagblades Forening, Foreningen af danske lokale ugeaviser, Post Danmark A/S, FK Distribution, Finansrådet og Forsikring & Pension. idényt a-s, Erhvervs- og Vækstministeriet og Transportministeriet har deltaget som observatører.
Retningslinjerne er udstedt med hjemmel i markedsføringslovens § 24, stk. 2, og skal ses som udtryk for Forbrugerombudsmandens generelle opfattelse af, hvad der kan anses for god markedsføringsskik på markedet for omdeling af adresseløse forsendelser. Alle aktører på markedet forudsættes at følge retningslinjerne.
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk