23/01-12
-
Pressemeddelelse
Teleselskab betaler bøde på 100.000 kr. for tv-reklame
"Det med småt" i en tv-reklame for et telefonabonnement var for småt. Stofa A/S har efter en politianmeldelse fra Forbrugerombudsmanden accepteret en bøde på 100.000 kr for med for små typer og i for kort tid at vise den samlede pris og andre væsentlige oplysninger og begrænsninger ved telefonabonnementet.
I uge 9 i 2011 havde Stofa A/S en reklamekampagne på TV2, hvor de markedsførte et telefonabonnement til en fast månedlig pris. Budskabet om den månedlige pris blev fremhævet både visuelt og med en speakerstemme, der lovede, at forbrugeren kunne tale alt det, man ville for denne faste månedspris.
Derimod blev væsentlige begrænsninger i den målgruppe tilbuddet omfattede, begrænsninger i anvendeligheden af abonnementet samt oplysninger om den samlede pris, forbrugerne mindst skulle betale for abonnementet, givet på en sådan måde, at forbrugerne efter Forbrugerombudsmandens opfattelse umuligt kunne nå at læse det på tv-skærmen.
Efter Forbrugerombudsmandens vurdering er det vildledning, fordi oplysninger om begrænsninger og mindstepris har afgørende betydning for forbrugernes vurdering af tilbuddet. Ved kun at skrive disse oplysninger med lille sort tekst i 9 sekunder nederst i tv-reklamen, gav Stofa oplysningerne på en så uhensigtsmæssig og ikke tilstrækkelig tydelig måde, at tilbuddet blev vildledende.
"Jeg er tilfreds med, at Stofa har valgt at betale bøden. Mange tv-reklamer indeholder små tekster, som tv-seeren kun vanskeligt kan nå at se eller læse. Hvis der står noget i de tekster, som er væsentligt for forbrugerens vurdering af tilbuddet, eller hvor loven kræver, at det oplyses tydeligt, så kan der være tale om en overtrædelsen af vildledningsforbuddet i markedsføringsloven. Det er derfor et område, som vi også fremover vil have fokus på", udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk