09/02-12
-
Pressemeddelelse
Forbrugerombudsmanden politianmelder avis for telemarketing
En forbruger, der var tilmeldt CPRs fortegnelse over personer, der har frabedt sig markedsføring fra erhvervsdrivende, blev i slutningen af november 2011 alligevel ringet op af en sælger fra Weekendavisen, der ville sælge et avisabonnement. Dette får nu Forbrugerombudsmanden til at politianmelde avisen.
En avis må gerne ringe en forbruger op for at sælge et abonnement - men ikke hvis forbrugeren er skrevet op på CPRs liste over personer, der ikke ønsker markedsføring - den såkaldte "Robinsonliste", der er opkaldt efter Robinson Crusoe. Derfor har Forbrugerombudsmanden nu politianmeldt Weekendavisen efter tidligere at have indskærpet reglerne om telefoniske henvendelser over for avisen.
Det er forbrugeraftaleloven, der regulerer hvornår og i hvilken anledning, at erhvervsdrivende uanmodet må ringe forbrugere op.
Udgangspunktet er, at erhvervsdrivende ikke må ringe forbrugere op med henblik på at indgå en aftale, medmindre forbrugeren forinden selv har bedt om opringningen eller henvendelsen drejer sig om:
- Bestilling af bøger
- Tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter
- Formidling af forsikringsaftaler og
- Tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport, hos en virksomhed, med hvilken en eller flere kommuner har indgået aftale om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand.
Men når forbrugeren har skrevet sig op på Robinsonlisten, som det er tilfældet i denne sag, må ingen erhvervsdrivende tage kontakt til forbrugeren for at markedsføre sine produkter, med mindre forbrugeren selv direkte har bedt den erhvervsdrivende om at henvende sig. Det gælder også, hvis forbrugeren har frabedt sig markedsføring direkte over for den erhvervsdrivende, fx sidste gang, der erhvervsdrivende ringede.
En avis, der vil ringe til potentielle kunder, skal således både undersøge sin egen liste over personer, der har frabedt sig henvendelser direkte over for den erhvervsdrivende samt Robinsonlisten.
Det er CPR-registeret, der står for administrationen af Robinsonlisten. Læs mere på CPRs hjemmeside.Se også forbrugeraftaleloven (retsinfo.dk) og markedsføringsloven
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk