Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
12/04-12   -   Pressemeddelelse

Vestre Landsret frifinder Travel Booking A/S for overtrædelse af markedsføringslovens § 8, stk. 2.

Vestre Landsret har den 11. april 2012 frifundet Travel Booking A/S for overtrædelse af markedsføringslovens § 8, stk. 2, der forbyder, at der i markedsføring rettet mod unge under 18 år direkte eller indirekte opfordres til indtagelse af alkohol. Forbrugerombudsmanden vil nu sammen med Rigsadvokaten drøfte, om sagen bør søges indbragt for Højesteret.

Travel Booking A/S blev ved Retten i Esbjerg idømt en bøde på 175.000 kr. for overtrædelse af markedsføringslovens § 8, stk. 2. Denne dom blev anket til Vestre Landsret, som nu har frifundet selskabet.

Forbrugerombudsmanden er meget overrasket over dommen og vil nu sammen med Rigsadvokaten drøfte, om sagen bør søges indbragt for Højesteret:

"Landsretten lægger i dommen alene vægt på bemærkningerne til det oprindelige lovforslag, hvorefter visse aggressive former for markedsføring skulle forbydes."

"Hermed tager man efter min opfattelse ikke i tilstrækkelig grad hensyn den videre proces i Folketinget."

"Det var nemlig således, at alle partier, bortset fra Enhedslisten, ønskede en stramning af den foreslåede regel. På den baggrund fremsatte den daværende familie- og forbrugerminister Lars Barfoed et ændringsforslag, som Folketinget vedtog, og hvorefter det blev præciseret, "at indtagelse af alkohol ikke hører hjemme i markedsføring rettet mod børn og unge"", udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe, og fortsætter:

"Hermed blev det efter min mening forbudt at opfordre til indtagelse af alkohol i reklamer rettet mod børn og unge. Jeg mener umiddelbart ikke, at man fra landsrettens side har taget tilstrækkeligt hensyn til dette forhold, og jeg mener derfor, at der et misforhold mellem landsrettens dom og Folketingets intention med bestemmelsen i markedsføringsloven."

"Landsretten finder således, at udtryk som "fri øl ... til visse arrangementer", "happy hour", "billige drinks", og at der "serveres øl og sangria", lovligt kan anvendes i markedsføring af rejser over for børn og unge. Det er meget overraskende."

"Jeg vil derfor nu sammen med Rigsadvokaten drøfte, om sagen skal søges indbragt for Højesteret", udtaler Henrik Øe.
Kort om sagen

Baggrunden for sagen var, at Travel Booking A/S i 2008 og 2010 under binavnene Ung Rejs A/S og Viby Rejser A/S indrykkede annoncer i bladene Chili og Tjeck. I annoncerne var der henvist til hjemmesiderne www.ungrejs.dk og www.viby.dk, hvor de udbudte rejser og de forskellige aktiviteter, som man kunne deltage i på rejsemålene, var nærmere beskrevet.

I beskrivelsen af aktiviteterne på hjemmesiden var der billeder af unge mennesker til fest, og i teksten blev der bl.a. anvendt udtryk såsom "billige drinks", "fri øl", "gratis sangria og/eller øl" og "brug pubcrawlingen som introduktionstur gennem nattens jungle af tropiske barer".

Beskrivelsen af aktiviteterne lå bag et såkaldt "aldersfilter". For at få adgang til beskrivelsen af de forskellige aktiviteter, skulle brugeren af hjemmesiderne således på den ene hjemmeside enten svare "ja" eller "nej" til, om den pågældende var over 18 år. På den anden hjemmeside skulle brugeren logge sig ind på en profil oprettet på hjemmesiden, og skulle i forbindelse hermed indtaste sin fødselsdato, og kun hvis denne fødselsdato viste en alder på over 18 år, fik brugeren adgang til beskrivelsen af de forskellige aktiviteter.
Dom fra Retten i Esbjerg

Travel Booking A/S blev ved Retten i Esbjergs dom af 28. november 2011 idømt en bøde på 175.000 kr. for indirekte at opfordre til indtagelse af alkohol i sin markedsføring, der bl.a. var rettet mod unge under 18 år.

Læs Forbrugerombudsmandens omtale af Retten i Esbjergs dom.
Dommen fra Vestre Landsret

Vestre Landsret anfører bl.a. i dommen, at ordlyden af markedsføringslovens § 8, stk. 2, ikke giver et tilstrækkeligt grundlag for at anse enhver form for omtale af alkohol i reklamer rettet mod unge i aldersgruppen 16 til 18 år for en overtrædelse af forbuddet i § 8, stk. 2.

Vestre Landsret fandt på denne baggrund ikke, at anvendelsen af et billede af et barmiljø kunne opfattes som en direkte eller indirekte opfordring til at drikke alkohol. Landsretten fandt heller ikke, at anvendelsen af ordet "happy hour" eller oplysninger om, at der var mulighed for at få serveret drikke med alkohol, at der var fri øl til visse arrangementer, at der på feriestedet besøges et antal barer og diskoteker, hvor der serveres øl eller sangria, og at der var fri drikkevarer eller billige drinks, kunne anses for omfattet af markedsføringslovens § 8, stk. 2.

Landsretten fandt dog, at anvendelsen af udtrykket "pubcrawl" måtte anses for at være et så aggressivt virkemiddel i forbindelse med salg af rejser til unge, at dette måtte anses for en direkte eller indirekte opfordring til at drikke alkohol. Landsretten fandt dog samtidigt, at denne markedsføring ikke kunne anses for rettet mod børn og unge, da udtrykket alene var anvendt på en hjemmeside, hvor der var et aldersfilter, således at hjemmesiden kun var tilgængelig for personer, der angav at være fyldt 18 år og registrerede sig som sådan via et "log in"-system, der krævede oplysning om fødselsdato og e-mailadresse.

Relevant information

http://www.forbrugerombudsmanden.dk


Pressekontakt


Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater