06/09-12
-
Pressemeddelelse
Teleselskab betaler bøde på 10.000 kr. for at sende uanmodet markedsføring
Erhvervsdrivende skal acceptere, når forbrugere ikke længere ønsker at modtage markedsføring i indbakken. Teleselskabet Telenor betaler nu en bøde for ikke at respektere, at en forbruger trak et samtykke til markedsføring tilbage.
Forbrugere kan til enhver tid trække et samtykke givet til markedsføring tilbage. Det er budskabet til erhvervsdrivende efter en sag, hvor Telenor havde fået et samtykke fra en forbruger til at sende e-mails med markedsføring.
I den konkrete sag havde en forbruger gentagne gange ringet til teleselskabet og bedt om fremover hverken at modtage markedsføring pr. brev eller e-mail. Da det ikke blev respekteret af teleselskabet, skrev forbrugeren et brev til teleselskabet og bad om, at enhver direkte markedsføring skulle ophøre omgående.
Efterfølgende modtog forbrugeren dog fire e-mails med markedsføring fra teleselskabet, indtil Forbrugerombudsmanden valgte at gå ind i sagen.
Teleselskabet oplyste til Forbrugerombudsmanden, at der var sket en fejl, og at forbrugeren nu var slettet af markedsføringsdatabasen. I den konkrete sag havde forbrugeren dog sikret sig skriftligt bevis for, at samtykket til markedsføring var trukket tilbage over for teleselskabet, hvilket var med til at give det fornødne grundlag for at anmelde forholdet til politiet.
Det er denne politianmeldelse fra marts 2012, der nu er blevet afsluttet udenretligt med betaling af en bøde på 10.000 kr.
Se pressemeddelelsen i anledning af politianmeldelsen fra marts 2012.
Det siger reglerne om spam og samtykke til markedsføring
I markedsføringsloven er der forbud mod såkaldt spam. Det betyder blandt andet, at erhvervsdrivende ikke må sende e-mails med markedsføring til forbrugere, medmindre forbrugeren i forvejen har givet samtykke til det.
Når forbrugeren har givet en erhvervsdrivende samtykke til markedsføring pr. e-mail, kan forbrugeren til enhver tid trække samtykket tilbage. Der er ikke krav om, at det skal ske på en bestemt måde. Forbrugeren skal blot rette henvendelse til den erhvervsdrivende, som så skal sørge for at notere, at samtykket er trukket tilbage. Forbrugere der vælger at skrive til den erhvervsdrivende og trække samtykket tilbage, har dog bedst mulighed for efterfølgende at bevise, at den erhvervsdrivende er blevet orienteret om, at markedsføringshenvendelser ikke ønskes.
Er den erhvervsdrivende blevet orienteret om, at forbrugeren har trukket sit samtykke til at modtage markedsføring tilbage, er det i strid med spam-forbuddet i markedsføringsloven, hvis den erhvervsdrivende alligevel fortsætter med at sende markedsføring.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Mai Robrahn Hansen
Specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden
Tlf.: 41 71 51 87
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk