12/09-12
-
Pressemeddelelse
Øreauktionen mr123.com er blevet politianmeldt på Cypern
Øreauktionen mr123.com er efter Forbrugerombudsmandens henvendelse til de cypriotiske myndigheder blevet politianmeldt på Cypern for ikke at give brugerne korrekte oplysninger om fortrydelsesretten.Gå til indhold
I 2010 modtog Forbrugerombudsmanden flere klager over øreauktionen på hjemmesiden mr123.com, og ved gennemsyn på hjemmesiden kunne Forbrugerombudsmanden konstatere, at forbrugerne ikke fik korrekte oplysninger om fortrydelsesretten på købet af retten til at afgive bud. Dette er en overtrædelse af den danske forbrugeraftalelov, som gennemfører EU's fjernsalgsdirektiv (Direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997) , og idet der var tale om EU-regler, bad Forbrugerombudsmanden sine cypriotiske kolleger om at gribe ind.
Brugeren af hjemmesiden skulle oprette en brugerprofil og herigennem acceptere nogle generelle vilkår for at benytte hjemmesiden. Af disse vilkår fremgik det, at der ikke var fortrydelsesret på købet af retten til at afgive bud.
Denne fremgangsmåde er i strid med fortrydelsesreglerne, idet et sådan køb kan anses som en tjenesteydelse, hvor forbrugeren har fortrydelsesret, medmindre der er givet samtykke til fortrydelsesrettens ophør. Samtykket forudsætter en aktiv handling, og det er ikke tilstrækkeligt at lade forbrugeren give afkald på fortrydelsesretten ved en accept af de generelle vilkår.
Forbrugerombudsmandens anmodning har nu ført til, at selskabet bag mr123.com er blevet politianmeldt på Cypern. I lyset af, at sagen nu er overgivet til det cypriotiske politi, og at hjemmesiden er blevet lukket, har Forbrugerombudsmanden valgt at afslutte sagen.
Hvad er en øreauktion?
En "øreauktion" går i korte træk ud på, at forbrugeren køber en budpakke, hvor budene kan anvendes til at byde på forskellige varer. Når buddet - der opgøres i ører - bliver afgivet, stiger varens pris med et vist beløb, og den højest bydende forbruger får retten til at købe produktet. Den væsentligste udgift for forbrugeren er typisk ikke hammerslagsprisen, men udgiften til at afgive bud.
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk