17/10-12
-
Pressemeddelelse
Serviceklub.dk har betalt 60.000 kr. for vildledende konkurrence på nettet
"Vind en badeferie for hele familien - samlet værdi af hele 5000 kr.". Sådan skrev Serviceklub.dk i en konkurrence på nettet. Det blev dog ikke tydeligt oplyst, at deltagelse i konkurrencen samtidig betød, at man indgik en aftale om løbende medlemskab af Serviceklub.dk. Det har nu kostet Serviceklub en bøde på 60.000 kr.Gå til indhold
Forbrugerombudsmanden modtog i 2011 en henvendelse fra en forbruger, der var blevet temmelig overrasket, da hun så på sin betalingsservice opkrævning, at Serviceklub ville trække 267 kr. på hendes bankkonto. Først stod hun helt uforstående over for, hvad der var sket, men senere fandt hun ud af, at trækningen skyldtes, at hun havde deltaget i en konkurrence på nettet.
Ved deltagelse i konkurrencen blev hun nemlig bedt om kontooplysninger - angiveligt for at Serviceklub skulle kunne indsætte en evt. præmie på hendes konto. Først nederst på konkurrencens tredje side under overskriften "14 dages gratis medlemskab på Serviceklub.dk" fremgik det, at deltagelsen medførte medlemskab af Serviceklub.dk, som efter 14 dages prøveperiode ville koste 7,90 kr. om dagen.
Forbrugerombudsmanden anmeldte Serviceklub.dk til politiet, da det var hans opfattelse, at konkurrencen var vildledende.
Serviceklub.dk har medvirket til sagens oplysning.
Daglige henvendelser om konkurrencer mv.
For forbrugerombudsmand Henrik Øe er dette desværre ikke nogen enlig svale:
"Jeg modtager hver dag klager fra forbrugere, der har modtaget regninger eller er blevet trukket på deres bankkonto for aftaler, som de ikke mener, at de har indgået. Det skyldes, at en række erhvervsdrivende tilbyder deltagelse i konkurrencer, modtagelse af prøvepakker, gavekort eller lignende, uden at det tydeligt fremgår, at forbrugeren ved at tage imod tilbuddet samtidig indgår en aftale om et abonnement", fortæller Henrik Øe, og fortsætter:
"Hvis erhvervsdrivende bruger konkurrencer, prøvepakker og gaver som blikfang i forbindelse med indgåelse af aftaler, skal det tydeligt fremgå, hvis forbrugeren samtidig indgår en aftale. Gør det ikke det, kan der være tale om en overtrædelse af markedsføringsloven."
Er du kommet i klemme efter at have deltaget i en konkurrence?
Gode råd til forbrugere, der har modtaget en regning eller er blevet trukket på deres konto efter deltagelse i en konkurrence eller lignende, kan læses på Forbrugerombudsmandens hjemmeside:
Forbrugerombudsmandens råd til forbrugere, der deltager i konkurrencer, tager imod næsten gratis gaver, prøvepakker, prøveabonnementer osv.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Tina Morell Nielsen
Chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden
Tlf. 4171 5307
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk