17/01-13
-
Pressemeddelelse
Indskærpelser for at oplyse pris uden moms
Otte gulvservicefirmaer retter ind efter Forbrugerombudsmandens påtale af firmaernes annoncering med priser uden moms. Forbrugerombudsmanden har samtidig indskærpet reglerne over for firmaerne.
Det er i strid med markedsføringsloven at annoncere med priser uden moms over for forbrugere. Efter Forbrugerombudsmandens henvendelse har otte gulvservicefirmaer ændret deres prisoplysninger, så de nu annoncerer med priser inklusiv moms.
Forbrugerombudsmanden kontaktede i sommeren 2012 otte gulvservice-firmaer fra hele landet, da firmaerne på egne hjemmesider annoncerede med priser uden moms. Det må man ikke, når man markedsfører sig over for forbrugere, fordi forbrugeren dermed ikke får oplyst den reelle pris. Forbrugerombudsmanden var blevet gjort opmærksom på den ulovlige annoncering via et andet firma i gulvservicebranchen.
Efter markedsføringslovens § 13 skal en erhvervsdrivende, der annoncerer over for forbrugere, oplyse varens eller tjenesteydelsens samlede pris inklusive alle gebyrer, omkostninger, moms og andre afgifter, som forbrugeren skal betale.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Karen Søndergaard
Specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden
Tlf.: 41 71 51 48
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk