Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
01/02-13   -   Pressemeddelelse

Det er ulovligt, når EuroPark A/S opkræver rykkergebyr i det første brev om en parkeringsafgift til bilisterne

Forbrugerombudsmanden har nu fået Sø- og Handelsrettens ord for, at det ikke er lovligt, når EuroPark A/S opkræver et rykkergebyr i det første brev til bilister, der ikke betaler en parkeringsafgift rettidigt. Forbrugerombudsmanden vil nu drøfte med EuroPark A/S, hvordan de ulovligt opkrævede gebyrer skal tilbagebetales.

Sø- og Handelsretten er enig med Forbrugerombudsmanden i, at det er i strid med god markedsføringsskik, når parkeringsselskabet EuroPark A/S rutinemæssigt opkræver et rykkergebyr i det første brev, der sendes til bilisten, hvis denne ikke betaler en pålagt parkeringsafgift til tiden, og når der alene er fremsat et påkrav om betaling ved anbringelse af et girokort (nu en gul slip) under vinduesviskeren på en parkeret bil.

Det følger af en dom, som Sø- og Handelsretten har afsagt den 31. januar 2013 dom i en principiel sag anlagt af Forbrugerombudsmanden mod EuroPark A/S.

Derudover skal EuroPark A/S anerkende at have pligt til at tilbagebetale alle rykkergebyrer, der siden Højesteret afsagde en tilsvarende dom den 4. marts 2010 er opkrævet over for personer på baggrund af girokort placeret på bilen, medmindre disse personer anerkender at have modtaget girokortet placeret på deres bil, eller direkte eller indirekte har tilkendegivet at have modtaget det på bilen placerede girokort.

Det har under sagen overordnet været Forbrugerombudsmandens opfattelse, at EuroPark A/S ikke kan lægge til grund, at et girokort med angivelse af beløb og betalingsfrist og dermed påkravet om betaling anbragt bag vinduesviskeren på en parkeret bil, er kommet frem til bilisten, uanset at parkeringsvagten afslutter sin observation med at tage fotografier af bilen med girokortet placeret bag vinduesviskeren. Girokortet kan eksempelvis være fjernet af andre eller blæst af ruden inden bilisten vender tilbage til sin bil. Da påkravet ikke med sikkerhed er kommet frem, er der ikke det fornødne grundlag for opkrævning af rykkergebyr i medfør af rentelovens § 9 b.

- Jeg er glad for dommens resultat. Det er ikke rimeligt, at bilister rutinemæssigt opkræves 100 kr. i rykkergebyr, når EuroPark ikke har tilstrækkelig dokumentation for, at bilisterne har modtaget en opkrævning forinden. Og det er heller ikke rimeligt, at folk selv skal være opmærksomme på at klage over et rykkergebyr, der er opkrævet med urette, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe og fortsætter

- Jeg vil nu indkalde EuroPark til et møde om, hvorledes selskabet loyalt kan opfylde dommens krav om tilbagebetaling af ulovligt opkrævede gebyrer.

Da sagen blev anlagt ved Sø- og Handelsretten i oktober 2010 kontaktede Forbrugerombudsmanden tillige de øvrige private parkeringsselskaber, som over for Forbrugerombudsmanden har tilkendegivet at ville undlade at pålægge et rykkergebyr i det første brev til bilisten.

Se Sø- og Handelsrettens dom af 31. januar 2013 på Sø- og Handelsrettens hjemmeside.

Dommen kan ankes til Højesteret inden 8 uger.

Baggrund for sagen
Sagen udsprang af, at Højesteret den 4. marts 2010 afsagde dom i en sag anlagt af Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening som mandatar for EuroPark A/S mod FDM som mandatar for en forbruger. Højesteret udtalte i den forbindelse, at anbringelse af et girokort under vinduesviskeren på en bil ikke i sig selv indebærer, at påkravet i girokortet kan anses for at være kommet frem til forbrugeren, og at EuroPark A/S derfor ikke havde været berettiget til at fastholde det rykkergebyr, som man havde opkrævet hos forbrugeren.

EuroPark A/S var imidlertid af den opfattelse, at der var tale om en konkret afgørelse, og at man derfor ikke kunne udlede af Højesterets dom, at det generelt var ulovligt at pålægge det første rykkerbrev et rykkergebyr. EuroPark A/S ville derfor fortsætte sin praksis med kun at frafalde rykkergebyret i de tilfælde, hvor bilisten fremsatte indsigelser mod betalingen af rykkergebyret.

Da der ikke var enighed om rækkevidden af Højesterets dom og rækkevidden af kravet i markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, fandt Forbrugerombudsmanden det nødvendigt at anlægge retssag herom.

For yderligere oplysninger, kontakt:
Diane Svanholm Kvist,
procedør hos Forbrugerombudsmanden
Tlf. 40 71 50 77

Relevant information

http://www.forbrugerombudsmanden.dk


Pressekontakt


Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater