08/04-13
-
Pressemeddelelse
Annoncør får bøde på 30.000 kr. for skjult reklame
Reklamer skal klart kunne identificeres som reklame - ellers er det i strid med markedsføringsloven. Det har Forbrugerombudsmanden fået rettens ord for i en ny dom, hvor en udgiver af et blad stod bag en række redaktionelle rosende omtaler af varer, som han selv forhandlede.
Forbrugerombudsmanden har fået Retten i Lyngbys ord for, at redaktionelle omtaler i et husstandsomdelt gratisblad gav indtryk af at være journalistisk bearbejdet af avisen, og ikke tilstrækkeligt klart fremstod som reklamer. Udgiveren, der samtidig både var annoncør og chefredaktør, stod bag rosende omtaler af en række produkter, som han selv forhandlede.
Bladet udkom i et oplag på 1. mio. eksemplarer og blev omdelt til villaer og rækkehuse i hele Danmark.
Retten i Lyngby fandt, at det ikke var tilstrækkelig tydeligt angivet, at der var tale om reklamer, selvom teksterne anpriste produkterne, og at de i visse tilfælde var placeret i umiddelbart tilknytning til egentlige annoncer for produkterne. Det forhold, at der ikke var angivet et navn på en journalist i forbindelse med teksterne, gjorde heller ikke, at de kunne identificeres som reklamer.
- Jeg er meget tilfreds med dommen, som fastlægger, hvornår noget klart må opfattes som reklame. Det er afgørende for læsere af et blad mv., at man tydeligt kan skelne mellem journalistisk bearbejdet indhold og reklame, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.
Den tiltalte udgiver blev dømt for overtrædelse af markedsføringslovens § 4 og medieansvarslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., og stk.2, 1. pkt., da han både var annoncør og ansvarshavende redaktør.
Tiltalte blev endvidere dømt for overtrædelse af medieansvarslovens § 53, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, jf. stk. 3, idet han ikke som krævet havde angivet i bladet, hvem der var ansvarshavende redaktør.
Bøden på 30.000 kr. blev fastsat efter en vurdering af omfanget og karakteren af det strafbare forhold. Retten lagde bl.a. vægt på udbredelsen af gratisbladet.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Katrine de Neergaard
Chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden
Tlf. 41715150
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk