Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/05-13   -   Pressemeddelelse

Aftale i sag om Sampensions afskaffelse af ydelsesgarantien

Forbrugerombudsmanden, Ydelsesgarantiforeningen og Sampension har indgået en aftale om en løsning til gavn for pensionskunderne efter Sampensions afskaffelse af ydelsesgarantien.

Forbrugerombudsmanden og Sampension har sammen med Ydelsesgarantiforeningen undersøgt mulighederne for en fælles, fremadrettet løsning, der tilgodeser Sampensions kunder både individuelt og kollektivt, som alternativ til gennemførelse af en langvarig retssag. Parterne er blevet enige om en fælles løsning. De berørte kunder vil modtage et brev herom fra Sampension i slutningen af maj måned 2013.

Forbrugerombudsmanden indledte i 2011 en undersøgelse af lovligheden af Sampensions afskaffelse af ydelsesgarantier efter, at Sampension havde indgået aftaler herom med overenskomstparterne. Forbrugerombudsmanden har nu afsluttet undersøgelsen. Det er på den baggrund Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Sampension ikke har været berettiget til at afskaffe ydelsesgarantierne med tilbagevirkende kraft uden samtykke fra den enkelte kunde.

Sideløbende med Forbrugerombudsmandens undersøgelse har nogle af Sampensions kunder forenet sig i Ydelsesgarantiforeningen.

Sampension har over for Forbrugerombudsmanden fastholdt, at Sampension har været berettiget til at afskaffe ydelsesgarantierne som sket, og at dette er sket for at varetage kundernes interesser.

"Aftalen er et godt resultat, som jeg er meget tilfreds med, og som jeg kan anbefale. Jeg glæder mig over, at Sampensions kunder nu får tilbudt en rimelig kompensation for den mistede ydelsesgaranti. Samtidigt åbner aftalen mulighed for, at de kunder, der i stedet for måtte ønske at genindtræde i ydelsesgarantien for så vidt angår allerede indbetalte pensionsbeløb, også får mulighed for det", udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.

"Det er en god aftale, der stiller alle parter tilfredse, og samtidig sikrer, at den del af egenkapitalen, der før stod bag ydelsesgarantien også i fremtiden kan komme kunderne til gode. Som kundeejet selskab er dette i fuld overensstemmelse med vores formål", siger adm. dir. i Sampension Hasse Jørgensen.

Aftalens indhold
Parterne er blevet enige om en aftale, hvor Sampension overfører et beløb svarende til 5 % af kundens depot pr. 1. maj 2013 som individuelle særlige bonushensættelser for kunderne. Dette vil sikre, at de økonomiske reserver, som tidligere lå til grund for ydelsesgarantierne, også fremadrettet vil komme kunderne til gode.

Aftalen vedrører de af Sampensions nuværende kunder, hvor der med arbejdsmarkedsparterne er aftalt eller gennemført en afskaffelse af garantierne og overgang til hensigtserklæringer med virkning fra den 1. januar 2011 eller senere. Derudover omfattes de kunder, som har valgt om fra gennemsnitsrenteproduktet til 3 i 1 Livspension før eller efter afskaffelsen af ydelsesgarantien.

Aftalen giver de kunder, der i dag har hensigtserklærede ydelser, mulighed for at fraskrive sig den individuelle særlige bonushensættelse mod i stedet at blive stillet som om, ydelsesgarantien ikke var afskaffet pr. 1. januar 2011 for så vidt angår indbetalinger foretaget forud for dette tidspunkt.

De berørte kunder vil modtage brev om aftalen. Hvis kunden ikke ønsker at blive omfattet af den nye aftale, skal kunden give besked herom til Sampension senest 4 uger efter datoen for brevet til kunden. Sampension kan i øvrigt helt eller delvist træde tilbage fra aftalen senest tre måneder efter aftalens indgåelse.

Aftalen er for Ydelsesgarantiforeningen indgået af bestyrelsen betinget af godkendelse på en ekstraordinær generalforsamling.

Forbrugerombudsmanden og Ydelsesgarantiforeningen har i forbindelse med indgåelse af aftalen accepteret, at de ikke kan føre retssager mod Sampension om afskaffelse af ydelsesgarantien, medmindre Sampension helt eller delvist træder tilbage fra aftalen.

Omvendt har Sampension ved aftalen accepteret en suspension af forældelsesfristen således, at selskabet ikke vil påberåbe sig forældelse inden for en frist på tre måneder fra aftalens indgåelse. Kunderne får derved mulighed for på egen hånd at rejse sag mod Sampension inden udløbet af denne frist. Dog vil kunder, der deltager i retssager eller andre retsskridt om de afskaffede ydelsesgarantier miste retten til de særlige bonushensættelser efter aftalen.

Baggrund
I 2010 aftalte Sampension og overenskomstparterne bag pensionsordningen at afskaffe ydelsesgarantien og erstatte den med en hensigtserklæring med virkning fra 1. januar 2011. Dette skete, fordi Sampensions bestyrelse og de centrale overenskomstparter vurderede, at forventede nye EU-regler førte til, at den løsning var den mest fordelagtige for kunderne.

Finanstilsynet traf den 29. november 2010 en afgørelse om Sampensions afskaffelse af ydelsesgarantien. Det var Finanstilsynets samlede vurdering, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Sampension havde handlet i strid med reglerne om god skik ved at afskaffe ydelsesgarantien ved en aftale med aftaleparterne. Finanstilsynet tog imidlertid ikke stilling til, hvorvidt Sampension ved aftalen civilretligt var blevet frigjort for sine forpligtelser overfor kunderne, men bemærkede, at den endelige afgørelse af dette spørgsmål henhørte under domstolene.

På baggrund af denne afgørelse undersøgte nogle kunder i februar/marts 2011 muligheden for anlæggelse af et gruppesøgsmål. Det førte til stiftelse af Ydelsesgarantiforeningen med henblik på at anlægge et gruppesøgsmål mod Sampension.

Forbrugerombudsmanden besluttede i maj 2011 at tage sagen op over for Sampension i medfør af lov om finansiel virksomhed § 348. Ifølge denne bestemmelse kan Forbrugerombudsmanden anlægge sag om overtrædelse af reglerne om god skik, herunder med krav om erstatning. Formålet med undersøgelsen var at klarlægge de aftaleretlige forhold vedrørende ophævelsen af ydelsesgarantien, herunder om Sampension havde været aftaleretligt berettiget til at ophæve ydelsesgarantien.

Forbrugerombudsmanden har vurderet, at Sampension ikke havde været aftaleretligt berettiget til at afskaffe ydelsesgarantierne med tilbagevirkende kraft uden samtykke fra kunderne.

Sampension har over for Forbrugerombudsmanden fastholdt, at Sampension har været berettiget til at afskaffe ydelsesgarantierne som sket, og at dette er sket for at varetage kundernes interesser.

Som alternativ til gennemførelse af en langvarig retssag har Forbrugerombudsmanden, Ydelsesgarantiforeningen og Sampension indgået en aftale om en fælles, fremadrettet løsning, der tilgodeser Sampensions kunder både individuelt og kollektivt. De berørte kunder vil modtage et brev herom fra Sampension i slutningen af maj måned 2013.

For yderligere oplysninger, kontakt:
Forbrugerombudsmanden:
Forbrugerombudsmand Henrik Øe
tlf. 41 71 51 10

Sampension:
Adm. direktør Hasse Jørgensen
tlf. 40 20 58 66

Ydelsesgarantiforeningen:
Advokat Carsten Brink
tlf. 33 30 02 03

Relevant information

http://www.forbrugerombudsmanden.dk


Pressekontakt


Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater