Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
04/06-13   -   Pressemeddelelse

Forbrugerombudsmanden politianmelder Telenor for uanmodede breve med markedsføring

10 år på Robinsonlisten - den liste det Centrale Personregister fører over forbrugere, der har frabedt sig markedsføringshenvendelser - og flere e-mails direkte til teleselskabet Telenor A/S hjalp ikke en forbruger, der ønskede at stoppe breve med markedsføring fra selskabet. Derfor bliver selskabet nu politianmeldt af Forbrugerombudsmanden.

Det er forbudt for erhvervsdrivende at sende uanmodede breve stilet til forbrugere, der har tilmeldt sig den såkaldte Robinsonliste. Det er også forbudt for den erhvervsdrivende at sende uanmodede breve med markedsføring, når forbrugeren har henvendt sig direkte til den erhvervsdrivende og frabedt sig dette.

I december 2012 klagede en forbruger, der havde været på Robinsonlisten i 10 år til Forbrugerombudsmanden, fordi han blev ved med at få markedsføringsbreve fra teleselskabet. Forbrugeren kunne derudover dokumentere, at han både i 2010 og 2011 havde skrevet direkte til teleselskabet og frabedt sig markedsføring. Forbrugerombudsmanden fandt teleselskabets fremgangsmåde aggressiv, fordi teleselskabet trods forbrugerens protest vedblev at sende markedsføring.

Forbrugerombudsmanden har tidligere i september 2012 på baggrund af flere henvendelser fra forbrugere orienteret teleselskabet om reglerne i markedsføringsloven og oplyst, at flere overtrædelser kunne medføre skrappere tiltag.

Det er årsagen til, at Forbrugerombudsmanden nu har politianmeldt selskabet for at overtræde markedsføringslovens § 3, stk. 2 om aggressiv markedsføring og § 6, stk. 3 om overtrædelse af forbuddet mod direkte henvendelser med markedsføring til personer, der er registreret på Robinsonlisten.

Det er nu op til politiet at foretage den videre efterforskning.

Sådan kan du frabede dig markedsføring fra virksomheder
Forbrugere kan tilmelde sig Det Centrale Personregisters såkaldte Robinsonliste - opkaldt efter Robinson Crusoe - ved at henvende sig til deres bopælskommune. Tilmeldingen på listen beskytter dog kun mod markedsføringsbreve, som er stilet til en bestemt beboer på den pågældende adresse.

Ønsker forbrugeren at beskytte sig mod såkaldte adresseløse forsendelser, skal forbrugeren tilmelde sig "Nej Tak"-ordningen ved udfyldelse af en blanket på posthuset eller internettet på Post Danmarks hjemmeside.

J.nr. 12/17715

Relevant information

http://www.forbrugerombudsmanden.dk


Pressekontakt


Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater