25/06-13
-
Pressemeddelelse
GE Money Bank betaler penge tilbage til kunde der fik misbrugt sit betalingskort
Efter dialog med Forbrugerombudsmanden har GE Money Bank valgt pr. kulance at imødekomme en kundes klage over kortmisbrug. Sagen giver nu anledning til en principiel drøftelse med bankerne og finansieringsselskaberne om reglerne for kunders indsigelsesret ved kortmisbrug.
Når en kunde (kortholder) får misbrugt sit betalingskort og rejser indsigelser snarest muligt efter at have konstateret misbruget, skal banken (kortudstederen) imødekomme klagen, også selvom kunden muligvis kunne have konstateret misbruget på et tidligere tidspunkt.
Det er omdrejningspunktet i en konkret sag, som Forbrugerombudsmanden tog op over for GE Money Bank, og det udtrykker Pengeinstitutankenævnets seneste praksis på området.
En kunde var 43 gange blevet trukket på sin konto efter andres uberettigede brug af kundens betalingskort. Misbruget strakte sig over en periode på ca. tre måneder fra januar til april 2010, og beløbet udgjorde samlet ca. 18.000 kr. Kunden opdagede misbruget ved gennemgang af sin betalingsoversigt for juni 2010 og rejste indsigelser over for GE Money Bank.
Men banken afviste kundens klage. Kunden havde ifølge banken udvist passivitet og fortabt retten til at gøre indsigelser ved ikke at reagere snarest muligt.
Pengeinstitutankenævnet gav imidlertid kunden medhold i klagen med stemmerne 3-2, men GE Money Bank ville ikke følge afgørelsen.
Forbrugerombudsmanden gik ind i sagen og har været i dialog med GE Money Bank. Dialogen har resulteret i, at banken nu har valgt pr. kulance at imødekomme kundens klage.
"Jeg er glad for, at GE Money Bank har valgt at imødekomme kundens klage. Samtidig er jeg meget opmærksom på, at reglerne for kunders indsigelsesret ved kortmisbrug kan give anledning til tvivl om rækkevidden af indsigelsesretten. Derfor vil jeg i forlængelse af denne konkrete sag tage en drøftelse med bankerne og finansieringsselskaberne om reglerne", udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.
Principiel drøftelse om kunders indsigelsesret ved kortmisbrug
Med tre afgørelser i marts 2012, herunder afgørelsen i den konkrete sag, fastslog Pengeinstitutankenævnet med stemmerne 3-2 synspunktet om, at en kunde ved kortmisbrug skal rejse indsigelser snarest muligt efter kundens faktiske konstatering af kortmisbruget. De tre afgørelser er udtryk for en praksisændring ved Pengeinstitutankenævnet.
GE Money Bank har under dialogen med Forbrugerombudsmanden opfordret til en drøftelse med relevante parter om en principiel forståelse af kortmisbrugsreglerne i betalingstjenesteloven.
Det vil Forbrugerombudsmanden gerne medvirke til, og derfor vil Forbrugerombudsmanden efter sommerferien indkalde relevante parter til møde om betalingstjenestelovens regler om kunders indsigelsesret ved kortmisbrug.
Hvad siger reglerne om misbrug af betalingskort?
Det følger af betalingstjenestelovens § 63, at indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner skal være udbyderen i hænde snarest muligt og senest 13 måneder efter debiteringen af betalingstransaktionen.
Bestemmelsen har givet anledning til tvivl. Det fremgår ganske vist, at der skal reageres snarest muligt, men er det fra tidspunktet for kundens faktiske konstatering af misbruget, eller fra det tidligere tidspunkt, hvor kunden (måske) burde have konstateret misbruget, f.eks. ved modtagelsen af månedlige kontoudtog/betalingsoversigter?
Pengeinstitutankenævnet har i sin seneste praksis, herunder i den konkrete sag, vurderet, at der skal reageres snarest muligt efter kundens faktiske konstatering. Det synspunkt deler Forbrugerombudsmanden.
Det er denne problemstilling, som Forbrugerombudsmanden efter sommerferien vil drøfte med relevante parter.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Sigurd Slot Jacobsen
Specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden
Tlf.: 41 71 52 71
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk