01/10-13
-
Pressemeddelelse
Nej-tak til reklamer udvides
Fra den 1. januar 2014 er alle adresser, der er tilmeldt en af "nej tak"-ordningerne, også beskyttet mod reklamer med en adresse, men uden navn på.
Forbrugerombudsmanden har efter forhandlinger med Forbrugerrådet, forhandlere, distributører og annoncører udvidet retningslinjerne om god markedsføringsskik ved omdeling af adresseløse reklamer.
Fra den 1. januar næste år vil reklamer med adresse, men uden navn, også være omfattet af "nej tak"-ordningerne. I øjeblikket er sådanne reklamer hverken omfattet af "Reklamer - Nej tak"-ordningerne eller af Robinsonlisten, som er listen, hvor man kan frabede sig personligt, adresserede reklamer.
Forhandlingsparterne er samtidig blevet enige om, at opdateringen af tilmeldinger til "nej tak"-ordningerne skal gøres enklere. Fremover bliver der kun sendt ét brev om opdateringen.
Erhvervsdrivende skal følge Forbrugerombudsmandens retningslinjer. Ellers kan det være en overtrædelse af markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmand, Henrik Øe, udtaler:
"Der er i dag nogle typer reklamer, som "nej tak"-ordningerne ikke beskytter mod. Jeg er meget tilfreds med, at vi sammen har fundet en løsning, så ordningerne fra 1. januar 2014 også beskytter mod omdeling af reklamer med en adresse på."
Sagen kort
Udvidelsen af retningslinjerne er en konsekvens af en højesteretsdom fra april i år. Højesteret slog fast, at Post Danmarks omslag "Med Rundt", som er påført en adresse, men uden navn, ikke er omfattet af beskyttelsen i markedsføringslovens § 6 om forsendelser til en bestemt fysisk person.
Sådanne reklamer er heller ikke omfattet af de nugældende retningslinjer, som kun vedrører de adresseløse reklamer.
Med de nye retningslinjer vil alle reklamer, hvor der ikke står et navn på, fra næste år være omfattet af "nej tak"-ordningerne.
"Nej tak"-tilmeldingerne i databasen hos Post Danmark bliver cirka hvert andet år opdateret for at sikre, at de registrerede data er korrekte. Ved den seneste opdatering blev der sendt to breve til adresserne. Fremover vil adressen på en gang få fremsendt det nye mærke for den allerede valgte ordning og information om muligheden for at ændre registreringen.
Fakta om retningslinjerne
De nye retningslinjer træder i kraft den 1. januar 2014.
Forhandlingsparterne er Forbrugerrådet, Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder, Danske Avis-, Post- og Reklamedistributører, Dansk Erhverv, DI, Kreativitet & Kommunikation, Dansk Annoncørforening, Danske Medier, Post Danmark A/S, FK Distribution og Forsikring & Pension. Som observatører har idényt a-s, Erhvervs- og Vækstministeriet og Transportministeriet deltaget.
Retningslinjerne er udstedt med hjemmel i markedsføringslovens § 24, stk. 2, og er Forbrugerombudsmandens generelle opfattelse af, hvad der kan anses for god markedsføringsskik på markedet for omdeling af reklamer uden navn på.
For yderligere oplysninger kontakt:
Fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden
Anne Zerman Nielsen på tlf. 41 71 50 25.
Relevant information
http://www.forbrugerombudsmanden.dk