Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
30/10-13   -   Pressemeddelelse

Sag om bilvurderinger ender i retten

Forbrugerombudsmanden stævner det estiske selskab HBF Nordic OÃœ med en dansk eneejer. Selskabet har krævet betaling for bilvurderinger på nettet, som forbrugerne ikke vidste, de havde indgået en aftale om. Forbrugerombudsmanden vurderer, at selskabets fremgangsmåde er ulovlig, og at forbrugerne skal have deres penge retur.

"Hvor meget er din bil værd?" "Bestil en vurdering START HER!"

Sådan stod der på bilvurderingssiderne www.auto-pris.com, www.bil-vurdering.com, www.bil-pris.com, www.danskebilpriser.com og www.dinbilpris.com. I det øjeblik forbrugeren havde udfyldt ganske få felter og klikket på "start", var der indgået en aftale om at købe en bilvurdering til 399 kroner. Det fremgik kun med småt andet sted på siden.

Forbrugerombudsmanden har siden foråret 2012 modtaget omkring 500 skriftlige klager samt et stort antal telefoniske henvendelser omkring de fem bilvurderingssider.

Generelt klager forbrugerne over, at de uden at vide det har bestilt en bilvurdering, og at de efterfølgende ikke har kunnet fortryde deres køb. De har også modtaget rykkere, selvom de har klaget til selskabet og nægtet at betale for bilvurderingen.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at HBF Nordic OÃœ, der opkræver penge for bilvurderingssiderne, har overtrådt reglerne om god markedsføringsskik, herunder også reglerne om aftaleindgåelse og fortrydelsesret.

Sagen vedrører bilvurderinger, der er "bestilt" på de fem bilvurderingssider i perioden fra 24. november 2011 til 13. maj 2013.

HBF Nordic OÃœ har tilkendegivet over for Forbrugerombudsmanden, at det vil sætte opkrævningerne i bero fra den 24. oktober 2013. Forbrugere, der efter den 24. oktober har modtaget rykkere fra selskabet, opfordres til at kontakte Forbrugerombudsmanden.

På Forbrugerombudsmandens hjemmeside kan du læse mere om, hvad retssagen nærmere går ud på.

Forbrugerombudsmand, Henrik Øe, siger:

"Jeg har aldrig oplevet, at en enkelt sag har givet så mange klager. Bilvurderingssiderne er udformet på en måde, så forbrugerne uden at vide det har købt en bilvurdering. Det er efter min opfattelse uacceptabelt. Derfor har jeg taget initiativ til at trække selskabet i retten. Jeg vil gerne have rettens ord for, at forbrugerne ikke har pligt til at betale, og at dem der har gjort det, kan få deres penge tilbage."

Sagen kort
Forbrugerombudsmanden har siden foråret 2012 modtaget omkring 500 skriftlige klager samt et stort antal telefoniske henvendelser vedrørende bilvurderingssiderne www.auto-pris.com, www.bil-vurdering.com, www.bil-pris.com, www.danskebilpriser.com og www.dinbilpris.com.

Forbrugerne var blevet ledt ind på bilvurderingssiderne via annoncer på nettet.

Forbrugerne hævder generelt, at de ikke var opmærksomme på, at de ved at udfylde kontaktoplysninger, oplysninger om bilen og ved at acceptere de generelle betingelser og klikke på "start" foretog en bestilling og indgik en aftale om køb af en bilvurdering til 399 kroner.

Forbrugerne var desuden ikke klar over, hvad bestillingen kostede, fordi prisen på bilvurderingen ikke var tydeligt angivet på hjemmesiderne.

Efterfølgende modtog forbrugerne en bilvurdering, en købs- og salgsguide til brugt bil, en købs-/salgskontrakt til brugt bil samt en faktura pr. mail.

Selvom mange forbrugere derefter kontaktede selskabet og gav udtryk for, at de ikke havde indgået en aftale, at de havde afbrudt købet, eller at de ønskede at fortryde købet, modtog de alligevel rykkere fra selskabet for ikke at have betalt fakturaen.

Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at BHF Nordic OÃœ har overtrådt markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik ved ulovligt at kræve betaling for bilvurderinger, som forbrugerne ikke vidste, de havde indgået aftale om. Prisen var heller ikke oplyst på en klar og tydelig måde, så forbrugerne kunne tværtimod tro, at bilvurderingen var gratis.

Desuden har selskabet efter Forbrugerombudsmandens vurdering overtrådt forbrugeraftaleloven ved ikke at give korrekte oplysninger om fortrydelsesretten eller opnå samtykke til dens bortfald, når de klikkede på "start". Forbrugerne vil da have ret til at fortryde deres køb i op til tre måneder efter at have klikket på "start".

Pressekontakt

Sigurd Slot Jacobsen
Specialkonsulent
  41 71 52 71

Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater