Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
25/02-14   -   Pressemeddelelse

Bøde til låneformidler for manglende kreditoplysninger

Byretten i Roskilde har idømt Bonavent Invest A/S en bøde på 25.000 kroner for manglende kreditoplysninger på hjemmesiderne www.alfalaan.dk, www.hotlaan.dk og www.extracash.dk. Forbrugerombudsmanden politianmeldte i 2012 selskabet.

Bonavent Invest formidler lån for Ekspres Bank A/S og reklamerede på de tre hjemmesider for forbrugslån. Imidlertid indeholdt hjemmesiderne ikke de lovpligtige oplysninger om lånene, som kreditudbydere er forpligtet til at oplyse om "klart, tydeligt og på en fremtrædende måde" i deres markedsføring.

På forsiderne af www.alfalaan.dk og www.hotlaan.dk reklamerede Bona-vent Invest for lån på op til 50.000 kroner. Men i det repræsentative eksempel manglede der oplysninger om debitorrenten, hvorvidt den var variabel eller fast, de samlede omkostninger ved lånet og det samlede beløb, som forbrugeren skulle betale tilbage.

På forsiden af www.extracash.dk blev der kun vist et lånebeløb og en månedlig ydelse, mens der ikke samme sted blev vist et repræsentativt eksempel med de lovpligtige kreditoplysninger. Blandt andet manglede der oplysninger om de årlige omkostninger i procent (ÅOP) samt løbetiden på lånet.

Byretten i Roskilde har i sin fastsættelse af bødens størrelse lagt vægt på:

At markedsføringen af lånene er sket på tre hjemmesider i over et år.
At Bonavent Invest kun har formidlet lånene og har haft en beskeden indtjening på hjemmesiderne.
At Bonavent Invest hurtigt rettede hjemmesiderne, da selskabet blev gjort opmærksom på manglerne, og at selskabet i øvrigt har bidraget til sagens oplysning.
Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger:

"Når forbrugere søger efter forbrugslån på nettet, skal det være let for dem at se, hvad de forskellige lån koster. Derfor må kreditoplysningerne ikke være gemt væk på hjemmesiden, så forbrugerne f.eks. skal klikke på et link eller scrolle ned på siden for at se dem. Oplysningerne skal gives, så de er i øjnefaldende, og de skal stå dér, hvor rentesatsen eller andre omkostninger ved lånet for første gang bliver nævnt i reklamen."

Baggrunden for politianmeldelsen af Bonavent Invest
I september 2011 undersøgte tilsynsmyndigheder i 27 medlemslande samt Norge og Island på EU-Kommissionens initiativ hjemmesider, hvor der blev markedsført kreditter til forbrugere på over 25.000 kroner.

Fra Danmark var det Forbrugerombudsmanden, der deltog i arbejdet med at undersøge hjemmesider rettet mod danske forbrugere.

Undersøgelsen førte til en politianmeldelse af Bonavent Invest, der formidler lån for Ekspres Bank A/S. Forbrugerombudsmanden vurderede, at finansieringsselskabet ikke opfyldte de krav, som markedsføringsloven stiller til erhvervsdrivendes markedsføring af forbrugerkreditter.

Politianmeldelsen har nu ført til, at Retten i Roskilde har idømt Bonavent Invest en bøde på 25.000 kroner.

Markedsføringslovens forbud mod vildledning
Ved markedsføring af forbrugerkreditter eller kreditkøb er forbrugerne beskyttet af en særlig oplysningsregel, der findes i markedsføringslovens § 14 a. Reglen skal sikre, at forbrugerne får bestemte kreditoplysninger allerede på det tidspunkt, hvor de ser en reklame, der viser rentesatser eller talstørrelser vedrørende omkostninger. Det kan for eksempel være oplysninger om den månedlige ydelse. Kreditoplysningerne skal gives i form af et repræsentativt eksempel og stå klart, tydeligt og på en fremtrædende måde i reklamen.

Pressekontakt

Mai R. Hansen
Specialkonsulent
  41 71 51 87

Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater