18/03-14
-
Pressemeddelelse
Forbrugerombudsmanden får medhold i sag om bilvurderinger
Det estiske selskab HBF Nordic OÃœ har ulovligt opkrævet penge for bilvurderinger på nettet, og forbrugerne har ret til at få deres penge igen. Sø- og Handelsretten har givet Forbrugerombudsmanden medhold i sagen.
Dommen har betydning for forbrugere, som i perioden fra den 24. november 2011 til 13. maj 2013 - uden at vide det - har bestilt en bilvurdering til 399 kroner på en af de fem sider www.auto-pris.com, www.bil-vurdering.com, www.bil-pris.com, www.danskebilpriser.com og www.dinbilpris.com.
Sø- og Handelsretten giver Forbrugerombudsmanden medhold i, at:
HBF Nordic ÖU ikke må opkræve penge for bilvurderinger, der skulle være "bestilt" på de fem sider i perioden fra den 24. november 2011 til 13. maj 2013, fordi der ikke er indgået en aftale om køb af en bilvurdering.
Forbrugere, der i perioden har bestilt en bilvurdering uden at vide det, kan fortryde købet i op til tre måneder, efter at de har udfyldt forsideformularen og klikket på "start".
HBF Nordic ÖU ikke må udsende regninger, rykkere og inkassokrav for bilvurderinger, der er "bestilt" på en af de fem sider i perioden.
HBF Nordic OÃœ skal betale pengene tilbage til de forbrugere, som har betalt for bilvurderinger, der skulle være "bestilt" på de fem sider i perioden.
HBF Nordic OÃœ, der har en dansk eneejer, udeblev fra retssagen, fordi selskabet ikke mener, at det var den korrekte part at stævne. Forbrugerombudsmanden har dog fastholdt ønsket om en dom over selskabet, da det er HBF Nordic OÃœ, der har udsendt opkrævningerne og modtaget betalinger for bilvurderingssiderne.
Forbrugerombudsmanden har siden foråret 2012 modtaget omkring 1.000 klager over de fem bilvurderingssider.
Blandt andet har cirka fire hundrede forbrugere siden juledagene kontaktet Forbrugerombudsmanden, fordi de efterfølgende er blevet truet med inkasso af et estisk advokatfirma for bilvurderinger "bestilt" på de fem sider.
Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger:
"Jeg er meget tilfreds med, at jeg nu har rettens ord for, at forbrugerne har ret til at få deres penge tilbage. Mange forbrugere er desværre blevet snydt af de ulovlige markedsføringsmetoder på hjemmesiderne."
"Jeg vil råde de forbrugere, som har betalt for bilvurderingerne, til at kontakte selskabet og kræve deres penge retur. Og jeg vil overveje, om vi kan tage andre skridt for at sikre, at forbrugerne får deres penge igen."
"Et stort antal forbrugere er blevet truet med inkasso, fordi de ikke har betalt for bilvurderinger, de ikke har bestilt. Jeg vil straks kontakte advokatfirmaet bag inkassobrevene og gøre det opmærksom på dommen."
Fakta om sagen
Forbrugerombudsmanden har siden foråret 2012 modtaget omkring 1.000 henvendelser vedrørende bilvurderingssiderne www.auto-pris.com, www.bil-vurdering.com, www.bil-pris.com, www.danskebilpriser.com og www.dinbilpris.com.
Forbrugerne var blevet ledt ind på bilvurderingssiderne via annoncer på nettet.
Forbrugerne hævder generelt, at de ikke var opmærksomme på, at de ved
at udfylde kontaktoplysninger, oplysninger om bilen og ved at acceptere de generelle betingelser og klikke på "start" foretog en bestilling og indgik en aftale om køb af en bilvurdering til 399 kroner.
Forbrugerne var desuden ikke klar over, hvad bestillingen kostede, fordi prisen på bilvurderingen ikke var tydeligt angivet på hjemmesiderne.
Efterfølgende modtog forbrugerne en bilvurdering, en købs- og salgsguide til brugt bil, en købs-/salgskontrakt til brugt bil samt en faktura pr. mail.
Selvom mange forbrugere derefter kontaktede selskabet og gav udtryk for, at de ikke havde indgået en aftale, at de havde afbrudt købet, eller at de ønskede at fortryde købet, modtog de alligevel rykkere fra selskabet for ikke at have betalt fakturaen.
HBF Nordic OÃœ tilkendegav i oktober 2013 over for Forbrugerombudsmanden, at selskabet ville sætte opkrævningerne i bero fra den 24. oktober 2013.
Efterfølgende er Forbrugerombudsmanden blevet kontaktet af hundredevis af forbrugere, der i stedet har modtaget inkassoskrivelser fra et estisk advokatfirma for bilvurderinger, som de skulle have "bestilt" på de fem sider i perioden fra 24. november 2011 til 13. maj 2013.
I januar 2014 kontaktede Forbrugerombudsmanden det estiske advokatfirma, men advarede samtidig forbrugerne mod at betale regningen, hvis de ikke mente, de havde købt bilvurderingen.
Pressekontakt
Katrine de Neergaard
Chefkonsulent
41 71 51 50