Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
24/03-14   -   Pressemeddelelse

Nye retningslinjer for markedsføring af kortfristede lån

Antallet og størrelsen af kviklån er i de senere år steget, og det er derfor vigtigt, at de forbrugerbeskyttende regler på området overholdes. Det er grunden til, at Forbrugerombudsmanden har besluttet at udstede nye retningslinjer for kortfristede lån, også kaldet kviklån.

De nye retningslinjer for kortfristede lån indgået ved fjernsalg, f.eks. på nettet, træder i kraft den 1. april 2014. Retningslinjerne er forhandlet på plads med Forbrugerrådet Tænk og en række erhvervsorganisationer.

Selvom kviklån siden 2010 i vidt omfang har været reguleret af kreditaftaleloven, har forbrugerombudsmand Henrik Øe alligevel fundet det vigtigt at fastholde retningslinjer på området.

Henrik Øe siger:

"Retningslinjerne er en hjælp for låneudbyderne til at overholde vigtige forbrugerbeskyttende regler og give forbrugeren relevant information, der bl.a. gør det nemt at sammenligne forskellige lånetilbud, inden forbrugeren beslutter sig for et kviklån. Endvidere får jeg bedre mulighed for at gribe ind, hvis reglerne ikke bliver overholdt."

Indberetninger fra tre låneudbydere, der har givet tal til Forbrugerombudsmanden, viser, at antallet af kviklån i de pågældende selskaber i perioden 2009-2012 er mere end tredoblet. Der synes endvidere at være en tendens til, at de enkelte lånebeløb er stigende, at flere unge mennesker tager denne type noget dyrere lån, og at der er grund til at holde øje med udviklingen i antallet af misligholdte lån.

Det er bl.a. på den baggrund og med henvisning til, at EU ønsker forsvarlig långivning, at Forbrugerombudsmanden har besluttet at udstede nye retningslinjer.

Henrik Øe udtaler endvidere:

"Jeg er glad for, at der er opnået enighed om, at indberetningsordningen for kviklån fortsætter, så vi også fremover får indberetninger fra låneudbyderne om udviklingen på markedet. Det betyder, at vi kan holde øje med nye låneudbydere og målrette vores indsats, hvis der er særlige problemer."

Fakta om retningslinjerne
De nye retningslinjer afløser retningslinjerne af februar 2009.

Retningslinjerne gælder for alle lån, der er indgået via fjernsalg, og som skal betales tilbage inden tre måneder.

De nye retningslinjer er en orientering om centrale forbrugerbeskyttende regler i markedsføringsloven, kreditaftaleloven, forbrugeraftaleloven, lov om finansiel virksomhed, e-handelsloven og hvidvaskloven, som låneudbydere skal være særlig opmærksom på, når de markedsfører kviklån.

Om indholdet i retningslinjerne kan bl.a. nævnes at:

anvendelsesområdet i retningslinjerne udvides til alle låneaftaler indgået ved fjernsalg, hvor lånets løbetid ikke overstiger 3 måneder, uanset hvilke omkostninger der er forbundet med lånet under omtalen af markedsføring af lånetilbud redegøres for, hvordan oplysningskravene i markedsføringslovens § 14a og § 12 a supplerer hinanden i punktet om aftaleindgåelse omtales betingelserne for, hvornår særlig byrdefulde vilkår kan anses for vedtaget der er et særligt afsnit om kreditvurdering, der skal medvirke til at sikre forsvarlig långivning, og der er en særlig omtale af fortrydelsesreglerne i kreditaftalelovens § 19, da de fleste kviklån vil være omfattet af denne lov.
Herudover sker der med få justeringer en videreførelse af den nuværende indberetningsordning for låneudbydere.

Forhandlingsparterne er Forbrugerrådet Tænk, Dansk Erhverv, Finansrådet, Finans og Leasing, Dansk Kredit Råd og DI Handel. Finanstilsynet har ligeledes deltaget i forhandlingerne.

Pressekontakt

Bent Bagge
Chefkonsulent
  41715029

Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater