27/03-14
-
Pressemeddelelse
Serviceklub.dk betaler bøde på 190.000 kroner for abonnementsfælder
For anden gang i år betaler et selskab en større bøde i en sag om abonnementsfælder på nettet. Denne gang er det Serviceklub.dk, som Forbrugerombudsmanden politianmeldte tidligere i år.
I tre kampagner på nettet har Serviceklub.dk undladt at oplyse forbrugerne klart og tydeligt om, at de blev tilmeldt et løbende abonnement til 237 kroner om måneden, når de deltog i en konkurrence.
Serviceklub.dk har erkendt, at kampagnerne var i strid med markedsføringslovens forbud mod vildledning, og selskabet har accepteret bøden på 190.000 kroner.
Det er anden gang i år, at et selskab betaler en større bøde for vildledende markedsføring af abonnementer på nettet.
Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger:
"Jeg ser desværre et stigende antal sager, hvor selskaber lokker forbrugerne i abonnementsfælder på nettet. Vildledning på nettet er et af mine særlige indsatsområder i år."
"Serviceklub.dk er desværre ikke det eneste selskab, som bruger vildledende kneb i markedsføringen. I februar blev der givet en bøde på 400.000 kroner i en lignende sag."
Fakta om de tre kampagner
De tre kampagner lå på Serviceklub.dk i vinteren 2012 og i foråret 2013.
Forbrugerne blev lovet en gave, fx et lykkedyr eller et makeup-sæt, hvis de svarede på nogle spørgsmål og betalte 1 krone med deres kreditkort. Desuden deltog de i konkurrencen om et større pengebeløb.
Længere nede på siden med langt mindre synlig skrift stod der, at forbrugerne blev tilmeldt et løbende abonnement til 237 kroner om måneden, når de deltog.
Efterfølgende opdagede forbrugerne, at de var blevet tilmeldt abonnementet, så der hver måned blev trukket penge på deres kreditkort.
Markedsføringslovens forbud mod vildledning
Ifølge markedsføringslovens § 3 må en erhvervsdrivende ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet.
Det betyder fx at væsentlige oplysninger ikke må skjules eller præsenteres på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller i øvrigt uhensigtsmæssig måde. Ellers kan der være tale om vildledende markedsføring.
Pressekontakt
Mai R. Hansen
Specialkonsulent
41 71 51 87