04/07-14
-
Pressemeddelelse
Ankesag om Løkken Sparekasse hævet
Forbrugerombudsmanden trådte i begyndelsen af året ind i en erstatningssag om den tidligere Løkken Sparekasses salg af garantikapital. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse havde sparekassen givet et ægtepar mangelfuld rådgivning, fordi den ikke oplyste dem om de reelle risici ved garantikapital. Finansiel Stabilitet hæver nu anken af byretsdommen.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at Løkken Sparekasse i den konkrete sag havde handlet i strid med reglerne for god skik. Det var baggrunden for, at han i januar 2014 trådte ind som støtte for ægteparret under behandling af ankesagen i Østre Landsret.
Retten i Roskilde gav den 27. februar 2013 ægteparret medhold. Finansiel Stabilitet, som har overtaget aktiver og visse passiver efter Løkken Sparekasse, ankede sagen til Østre Landsret, men Finansiel Stabilitet har efter, at Forbrugerombudsmanden er indtrådt i sagen besluttet at hæve anken. Det betyder, at byrettens dom om erstatning til ægteparret står ved magt.
Ægteparret havde i september 2008 et beløb, som de ønskede at investere i en kort periode. Løkken Sparekasse rådgav ægteparret til at indskyde beløbet som garantikapital i sparekassen. Samtidig med indskuddet opsagde ægteparret aftalen med tre måneders varsel for at få pengene udbetalt i december samme år, hvor ægteparret skulle bruge pengene til betaling af håndværkere, der havde medvirket til opførelsen af deres nye hus.
Den 3. november 2008 lukkede Løkken Sparekasse og de andre sparekasser imidlertid for udbetalinger af garantikapital for at undgå stor indløsning af garantikapital inden politisk afklaring af planer om at ændre den lov om finansiel stabilitet, der var blevet vedtaget i oktober 2008. Det betød, at ægteparret ikke som aftalt kunne få udbetalt deres penge i december 2008.
Forbrugerombudsmanden vurderer, at Løkken Sparekasse har handlet i strid med redelig forretningsskik og god praksis for finansielle virksomheder, fordi:
Sparekassen gav ægteparret mangelfuld rådgivning, idet sparekassen udelukkende fremhævede de positive sider ved garantikapital, fx renten, og ikke omtalte eller i hvert fald kraftigt nedtonede de risikofyldte sider, herunder navnlig at pengene kunne gå tabt.
Sparekassen gav ægteparret et vildledende billede af sparekassen, idet det kun var de positive sider ved sparekassens forretning og økonomi, der blev fremhævet over for omverdenen.
Sparekassen ikke oplyste ægteparret om alternative og mindre risikofyldte investeringsmuligheder, fx indskud på en indlånskonto uden nogen risiko eller binding.
Sparekassen afviste at udbetale garantikapitalen til ægteparret, selvom sparekassen havde accepteret opsigelsen af aftalen med tre måneders varsel samtidig med aftalens indgåelse.
Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger:
"Løkken Sparekasse gav efter min vurdering ikke ægteparret et klart billede af de risici, der var forbundet ved at indskyde penge som garantikapital i sparekassen. Det er efter min opfattelse mangelfuld rådgivning og i strid med god skik."
"Jeg noterer mig, at Finansiel Stabilitet nu hæver anken. Dermed kommer resultatet fra byrettens dom, der efter min opfattelse er rigtigt, til at stå ved magt."
Pressekontakt
Pressesekretariatet
4171 5098